FOLKETINGET: Den nye SF-formand og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) lyder meget af tiden, som om hun har været i dansk toppolitik i mange år. Noget er nok politisk talent, og noget gode, men formentlig også meget bestemte råd fra Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) under de lange samtaler på Marienborg de seneste to dage.
Det blev til fulde demonstreret ved det pressemøde, de tre kvindelige partiledere tirsdag afholdt i Statsministeriet. Det var præget af meget kontant opbakning bag regeringsgrundlaget, mange ægte politiker-svar, der undgik fælder, bindende udmeldinger og udtalelser, der kunne bruges til at drive selv den mindste kile ind mellem de tre regeringspartier.
Helle Thorning-Schmidt:
- Vi kender allerede hinanden meget bedre, og vi er kommet godt fra start. Vi er forskellige partier, og vi respekterer forskellene. Nu vi skal vi i gang, og vi glæder os til at komme videre i arbejdet med at genoprette økonomien. Med dagens ændringer i regeringen står vi stærkt rustet.
Statsministeren understregede også, at hun havde fuld respekt for den proces, SF har været igennem.
Den radikale partileder, Margrethe Vestager, var også meget diplomatisk, da hun berørte de prøvelser, tumulterne i SF har udsat regeringsparterne for:
- Tillykke med valget som partileder, sagde hun til Annette Vilhelmsen og fortsatte:
- Det er usædvanligt, at et parti skifter leder og har kampvalg midt i et regeringssamarbejde. Det har I gennemført flot, så vi nu kan komme videre. Det vil jeg gerne sige tak for.
Og Annette Vilhelmsen fortsatte i sporet:
- Jeg vil sige mange tak for jeres tålmodighed med vores parti-demokrati. Det er godt for vores samarbejde, at I har respekteret, at vi skulle gennem den proces.
Og så kom den fælles besværgelse, som blev afleveret med samme beslutsomme ansigtsudtryk som de to andre partiledere:
- SF bakker 100 procent op om regeringsgrundlaget.
Og så kom spørgsmålene fra journalisterne, og de tre partilederes politiker-svar, der havde tendens til at løbe ud mellem fingrene som fint sand.
- Helle Thorning-Schmidt, du har ikke ønsket denne regeringsrokade. Er der kommet en svækket regering ud af det?
- Det er en styrket regering, vi står med, og al respekt for, at SF har ønsket det sådan her, svarede statsministeren.
- Vil SF nu udfordre regeringsgrundlaget?
- Vi har et godt regeringsgrundlag for at få løst problemerne, svarede Annette Vilhelmsen.
- Du har haft muligheden for at udfordre ved møderne på Marienborg. Hvad fik du med hjem?
- Jeg mener, vi har et stærkt regeringsgrundlag.
En jornalist spurgte ind til Öslem Cekics fremtid i SFs folketingsgruppe.
- Nu er tavlen vasket ren. Er den vasket så ren, at der igen bliver plads til også Öslem Cekic?
- Tavlen er vasket ren, og der er brug for alle gode kræfter. Nu skal vi lave en ny konstituering i gruppen på tirsdag, svarede Annette Vilhelmsen.
- Gælder det også Öslem Cekic?
- Det får vi se på tirsdag.
Hele pressemødet blev af viklet med store smil fra de tre politikere. Og de forsikrede, at der på Marienborg var blevet drøftet politik, men også været 'tid til snak og grin'.
Størst var latteren fra de tre, da en journalist, der havde bedt om ordet, under indtryk af de mange politiker-svar var faldet i søvn, så han vågnede brat, da mikrofonen blev stukket i hånden på ham. Det fik latteren til at runge i Spejlsalen. Den forfjamskede journalist kunne dog huske, at han ville spørge, om Helle Thorning fortsat går ind for en finansskat. Det har formodentligt ikke gjort journalisten mere vågen, at svaret henviste til det gode og solide regeringsgrundlag.
Da statsministeren efter 21 minutter sluttede pressemødet, var facit, at der ingen politiske nyheder var at hente. Indtrykket var, at der er god kemi mellem de tre, og stram disciplin om regeringsgrundlaget og forsoning og tilgivelse efter at regeringspartnerne havde følt, at SF satte deres tålmodighed på prøve til det yderste.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.