
59 mindre togstationer i Danmark bør blive lukket, så rejsetiden kan blive kortere.
Sådan lyder et forslag fra organisationen Dansk PersonTransport, skriver Jyllands-Posten lørdag.
Organisationen peger på 17 strækninger i landet - primært i Jylland - hvor den mener, at man med fordel kan lukke stationer.
Togene vil kunne blive op til 44 procent hurtigere, lyder det.
God ide eller konsekvenser for lokalområdet?
Det gælder eksempelvis strækningen Herning-Skjern, hvor man ved at lukke fem stationer kan spare 44 procent af rejsetiden, siger Alexander Höilund, som er erhvervspolitisk konsulent i Dansk PersonTransport, til avisen.
Professor og trafikforsker Otto Anker Nielsen fra DTU siger, at der ingen tvivl er om, at det er en god idé at lukke små stationer.
De sparede midler kan bruges til at øge togenes frekvens, og den kortere rejsetid giver flere passagerer, peger han på.
Steffen Damsgaard, som er formand i Landdistrikternes Fællesråd, medgiver, at en til to påstigere om dagen næppe er nok, hvis man vil holde en station åben. Han er dog samtidig bekymret for, hvilke konsekvenser det vil have i nogle lokalsamfund.
Han ønsker således flere og dybere analyser, og at lokalområder bliver inddraget.
Flere busser
Dansk PersonTransports medlemmer er selskaber i bus- og taxabranchen - og det vil give busselskaberne en fordel, hvis færre togstop betyder, at der i stedet indsættes flere busser, erkender Alexander Höilund.
- Man kan sagtens sige, at det bare er, fordi vi vil have flere busruter. Men vi har blandet andet kigget på sidste uges rapport fra transportministerens ekspertudvalg om den kollektive trafiks fremtid og på udenlandske erfaringer, der peger i samme retning, siger han til Jyllands-Posten.
Ekspertudvalget pegede blandt andet på, at man flere steder vil kunne levere samme service billigere og bedre ved at bruge busser i stedet for tog.
Transportminister Thomas Danielsen (V) hilser til avisen forslaget velkommen, men vil på nuværende tidspunkt ikke gå ind i en debat om at lukke togstationer.
Mange har fravalgt jernbanen, fordi togene ikke kører hurtigt nok, så der er pointer i organisationens forslag, som vi er nødt til at tage alvorligt, siger ministeren til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.