Chancen for at overleve et hjertestop er mere end dobbelt så stor, når en tilstedeværende træder til med hjertemassage.
Det konkluderer forskere fra Syddansk Universitet på baggrund af et nyt landsdækkende studie baseret på 29.445 hjertestop i årene fra 2018 til 2023.
- Det vigtigste, vi ser, er, at det gør en stor forskel, om der er nogen til stede, som handler med det samme, siger professor og forskningsleder Søren Mikkelsen i en pressemeddelelse fra universitetet.
I studiet har forskerne undersøgt, hvem der gav den første genoplivning ved hjertestop, der skete uden for hospitalerne.
Her skelner de mellem tre grupper: Personer, der allerede var til stede ved hændelsen, såkaldte hjerteløbere eller andre akuthjælpere samt ambulancepersonale.
Forskerne kan se en markant større overlevelse hos de personer, der blev hjulpet af personer, der var til stede og øjeblikkeligt trådte til med hjertemassage.
Ingen forskel på hjælp fra hjerteløbere eller ambulancefolk
Til gengæld kan forskerne ikke se forskel i overlevelsen mellem de patienter, der blev hjulpet af tililende hjerteløbere, og de patienter, hvor behandlingen først blev startet ved ambulancens ankomst.
- Vi kan altså ikke i vores data se en forskel på, om det er en hjerteløber eller en ambulanceredder, som starter genoplivningen.
- Men at vi ikke kan se en forskel, er ikke det samme som, at hjerteløbernes indsats ikke har en effekt. Vi kan bare ikke se det i det her studie, siger Søren Mikkelsen.
Det centrale i studiet er ifølge forskeren, at personer, der er til stede, når hjertestoppet sker, træder til med hjertemassage.
Derfor er det ifølge forskeren vigtigt at uddanne befolkningen til at kunne udføre hjælpen.
Man bør ifølge Søren Mikkelsen også fokusere på alarmcentralerne og deres evne til at guide folk, der er vidne til et hjertestop.
- Det tyder på, at det er, hvor hurtigt genoplivningen går i gang, der gør forskellen.
- Derfor kan der være et potentiale i at styrke både befolkningens handleevne og den telefoniske vejledning fra alarmcentralerne, siger Søren Mikkelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












