
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn er blevet udvalgt til at samle nye større militære skibe.
Det er partierne bag forsvarsforliget blevet enige om fredag aften, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
- Selv om Danmark er en stor maritim nation med stolte traditioner inden for søfart og skibsbygning, så råder vi i dag ikke over værfter, der kan bruges til at bygge eller samle større maritime kapaciteter.
- Derfor er partierne bag forsvarsforliget blevet enige om at etablere en sådan ramme til konstruktion af større militære skibe i Frederikshavn, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Frederikshavn huser i forvejen en af Forsvarets to flådestationer med 1300 ansatte. Og samtidig ligger der flere maritime uddannelser i Nordjylland.
Flere hundrede nye arbejdspladser
På et pressemøde i Forsvarsministeriet siger Troels Lund Poulsen, at Frederikshavn er blevet valgt ud fra en militær- og materielfaglig indstilling.
Den politiske aftale betyder, at en statslig samlefabrik til militære skibe skal opføres i Frederikshavn. Aftalen kan skabe flere hundrede nye arbejdspladser.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne her beslutning kommer til at have stor rækkevidde for det danske samfund. Det, at vi nu er enige om at bygge vores egne militære skibe, kommer til at give genlyd, siger forsvarsministeren på pressemødet fredag aften.
Den nye aftale om produktion af militære skibe er en del af flådeplanen, der blev aftalt i april.
Ifølge flådeplanen skal der anskaffes 26 nye skibe for at styrke den danske flåde. Ambitionen er, at en stor del af produktionen skal ske i Danmark.
Flere om buddet
Ud over Frederikshavn havde havne i Skagen, Esbjerg og Odense også budt på at få opgaven.
Emnet har været højt på den politiske dagsorden, fordi Folketingets formand, Søren Gade, samtidig er bestyrelsesformand i Esbjerg Havn, som også har budt ind på opgaven.
Det har givet anledning til beskyldninger om en mulig dobbeltrolle.
Forligspartierne er fredag desuden blevet enige om, at der skal afsættes 3,4 milliarder kroner til en pulje, der skal styrket overvågnings- og satellitkapacitet.
Ifølge Troels Lund Poulsen spiller overvågnings- og satellitkapacitet en central rolle, når det kommer til at opdage og reagere på trusler og hændelser.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.