Skoleskak kan være et godt redskab til bedre inklusion i folkeskolen og samfundet i øvrigt. Det mener cand.pæd.psyk. Christian Quvang fra UC Syd, som det seneste halve år har fulgt Dansk Skoleskaks projekt 'Skoleskak for Alle' sammen med en gruppe andre forskere.
I projektet har 53 skoler og Dansk Skoleskak med støtte fra Egmont Fonden udviklet og afprøvet nye metoder målrettet blandt andet elever med diagnoser inden for autismespektret og området for kognitive udfordringer. 4.350 elever har deltaget - både børn med og uden diagnoser.
- Det, der har overrasket mig mest, er, at der med ’Skoleskak For Alle’ er skabt en særlig mulighed for at støtte børns kompetenceudvikling kognitivt, socialt og personligt, siger Christian Quvang i en pressemeddelelse fra Dansk Skoleskak.
Han koger sine resultater ned til tre punkter:
Han har også zoomet ind på, hvorfor de særlige skoleskakmetoder øjensynligt virker for en målgruppe af elever, som ellers er svære at nå:
- Skakspillet i sig selv skaber et fællesskab, defineret af de 64 felter, som er det rum, man har sammen. Og så er der et kodeks, der skal overholdes – du skal give hånd, du har øjenkontakt, du smider ikke med brikkerne, hvis du bliver sur. Det er trygge, men også svære rammer for mange børn med diagnoser at bevæge sig i, siger han.
Dansk Skoleskak håber, at forskningen får flere skoler og kommuner til at se nærmere på potentialet i skoleskak for gruppen af børn, som er voksende og fylder meget i de kommunale budgetter.
- På trods af at specialområdet udfordrer skoler og kommuner, er der meget vanetænkning, og ’sådan plejer vi at gøre’. Skoleskak For Alle tryller selvfølgelig ikke alle problemer væk, men skolerne har gode erfaringer, og nu bakker forskningen også op, siger generalsekretær i Dansk Skoleskak Mads Jacobsen.
Forskernes mål er at få forskningen publiceret internationalt i et eller flere anerkendte tidsskrifter, så viden fra projektet kan deles internationalt.
ak