Folketinget har tirsdag vedtaget et lovforslag, der skal begrænse tilstrømningen af sygeplejersker fra lande uden for EU. Ingen partier stemte imod lovforslaget, da det var til afstemning i Folketingssalen.
Konkret bliver der indført en kvoteordning. Den skal sikre, at der bliver en balance mellem det antal udenlandske sygeplejersker, der kommer til Danmark for at få et arbejde, sat op imod den efterspørgsel, der rent faktisk er i det danske sundhedsvæsen.
Regeringen er kommet med lovforslaget, fordi flere og flere sygeplejersker og andet sundhedspersonale fra lande som Bangladesh, Pakistan, Nepal og andre lande uden for EU rejser til Danmark for at få job i sundhedsvæsenet.
Så sent som i december sidste år rejste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ellers til Filippinerne for at afsøge mulighederne for at hente arbejdskraft til Danmark, herunder på sundhedsområdet.
Regeringen indgik siden partnerskaber med Indien og Filippinerne om uddannelse og rekruttering af sundheds- og plejepersonale.
Ældreministeriet kunne i maj berette om en fremskrivning, der viste, at Danmark om ti år kan mangle op mod 15.000 social- og sundhedsassistenter i ældreplejen.
Siden er regeringens iver efter at hente arbejdskraft i lande uden for EU blevet kølnet. Det skyldes, at efterspørgslen er faldet, fordi det blandt andet er blevet lettere for regionerne at fastholde sundhedspersonale på sygehusene og få besat ledige stillinger.
I 2024 søgte mere end 4.900 udenlandske sundhedspersoner til Danmark, og størstedelen af dem var sygeplejersker.
Det var mere end en firedobling i forhold til i 2022. Her ansøgte cirka 1200 udlændinge om opholdstilladelse med henblik på at blive autoriseret sundhedspersonale i Danmark.
Udlændinge, der vil til Danmark, skal først bede Styrelsen for Patientsikkerhed om at godkende deres uddannelse fra hjemlandet.
Derefter kan de rejse til Danmark på en treårig opholdstilladelse. De skal bestå en sprogprøve og gennemføre en evalueringsansættelse, som først skal godkendes, inden de kan få udstedt en dansk autorisation.
De nye regler træder i kraft fra 7. oktober.
Reglerne betyder, at der kan blive fastsat kvoter for alle sundhedsfaglige grupper, der bliver autoriseret efter sundhedsloven. I første omgang vil der kun blive lavet kvoter for sygeplejersker.
Kvoten forventes ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet at blive sat til nul, men den skal løbende vurderes, hvis der kommer behov for arbejdskraft i regioner og kommuner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.