
Et barn kommer hjem til et tomt køleskab og en tom lejlighed. Et andet barn får masser af omsorg fra sine forældre, men kommer aldrig i biografen eller på ferie. Der er her tale om både synlig og usynlig fattigdom, men hvordan måler og definerer vi dette?
I modsætning til lande som Norge, Holland og USA, måler vi ikke fattigdom i Danmark, fordi det hidtil ikke har været muligt at nå til enighed om en dansk fattigdomsgrænse.
Bag forslaget står en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Rådet for Socialt Udsatte, Red Barnet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frelsens Hær, Dansk Socialrådgiverforening, LO og CASA. Derudover har en række relevante enkeltpersoner siddet med i arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppens notat 'En dansk fattigdomgrænse' offentliggøres som optakt til den danske fattigdomsuge - uge 44 - i forbindelse med EU's fattigdomsår. Notatet er bl.a. fremsendt til medlemmerne af Folketingets socialudvalg, til Socialministeren og Beskæftigelsesministeren.
Arbejdsgruppen anbefaler årlige opgørelser af fattigdommen i Danmark. Opgørelser baseret på brugbare definitioner af fattigdom og internationalt anerkendte afgrænsninger af fattigdom. Efter at have gennemgået forskellige fattigdomsgrænser, som bliver brugt herhjemme og i udlandet, anbefaler arbejdsgruppen at kombinere tre forskellige metoder, når fattigdomsudviklingen i Danmark skal gøres op.
For det første ved at måle den relative fattigdom - altså hvor mange penge, man har sammenlignet med ens medborgere. For det andet ved at se på, hvad det som minimum koster at leve et anstændigt liv i Danmark. Og endelig for tredje ved at se på, hvilke afsavn børn og voksne lider.
Ifølge arbejdsgruppens forslag er man fattig i Danmark, hvis man f.eks.:
- Har så lav en disponibel indkomst, at man ikke kan forbruge og deltage i samfundslivet i overensstemmelse med den almene livsstil (målt udfra indkomstmetoden, 50 og 60 pct. af medianindkomsten).
- Har et budget, der ikke muliggør, at man kan 'sammensætte en kurv af nødvendige varer' - svarende til et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til aktiv deltagelse i samfundet (målt udfra budgetmetoden).
- At man ikke har økonomisk mulighed for at købe varer eller deltage i aktiviteter, som der hersker bred enighed om, at både voksne og børn skal have mulighed for (målt ud fra afsavnsmetoden).
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.