dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Det politiske flertal i Jammerbugt Kommune beskylder fire oppositionspolitikere for uacceptabel adfærd.
Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Flertal i Jammerbugt beskylder mindretal for illoyalitet

Fire politikere beskyldes for manglende respekt for samarbejde med administrationen. Baggrunden er bl.a. et kritisk læserbrev om en fyring.

JAMMERBUGT: Fire oppositionspolitikere i Jammerbugt Kommunalbestyrelse beskyldes i et brev for illoyalitet over for politiske kolleger, for en destruktiv tilgang og for ingen respekt at have for regler om samvær og samarbejde med administrationen, skriver Nordjyske.

Brevet, sendt til politikere, direktion, medarbejdere og presse, er underskrevet af de politiske ledere af Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, og kritikken gælder Jørgen Ravn Christensen (K), Johnny Solberg (K), Merete Fuglsang Hansen (Lokallisten Jammerbugt) og løsgængeren John Bjerg.

"At en gruppe på fire i kommunalbestyrelsen generelt og specifikt i helt særlige situationer opfører sig illoyalt overfor det politiske system og dermed sine politiske kollegaer, er en ting – men at man ikke respekterer almindelige regler for samvær og samarbejde med administrationen er grotesk og uacceptabelt," skriver partilederne for SF, S, DF og V bl.a. Og videre, at de fire konstant bryder tilliden "med mistillid til lederes og medarbejderes vurderinger og mistillid til fagudvalgenes beslutninger."

Reaktion på læserbrev

Baggrunden for det kritiske brev er et læserbrev i avisen indsendt af Johnny Solberg, hvor han sætter spørgsmålstegn ved fyringen af en medarbejder, hvis mand, Michael Binderup, har kritiseret kommunen. "Det lyder næsten som en tilgang, vi kender fra Nordkorea eller Putins hjemland", skrev Solberg bl.a.

Michael Binderup har tidligere været stabschef i Jammerbugt, og hans kritik handlede som tidligere omtalt om påstået manipulation med økonomien og dårligt arbejdsmiljø. Solberg skriver i læserbrevet, at han "sidder tilbage med en opfattelse, at Michael Binderup måske havde fat i noget."

Partilederne bag det offentliggjorte brev tager afstand fra ytringerne i læserbrevet, som de mener måske er injurierende og ærekrænkende overfor medarbejdere, ledelse og kommunen som sådan, og de vil have jurister til at vurdere, "om man kan sammenligne deres ledelse med Putin og have en tilgang, vi kender fra Nordkorea og Putins hjemland."

Det andet konservative kommunalbestyrelsesmedlem, Jørgen Ravn Christensen, finder kritikken fra flertallet skudt langt over mål:

- Vi vil nogle andre ting med Jammerbugt Kommune, end det store flertal vil. For os virker det, som om det er fordi, vi tillader os at være uenige, at de stempler os som nogen, der er kværulanter, siger han til Nordjyske.

cwa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/flertal-i-jammerbugt-beskylder-mindretal-for-illoyalitet

GDPR