dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at EU-Domstolens afgørelse om dansk lov om parallelsamfund skal respekteres. Han vil nu finde nye veje for at nå lovens mål, siger han. (Arkivfoto)
Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix

EU-dom om parallelsamfundslov stopper ikke Løkke: Vi skal i mål

Lars Løkke stod bag ghettolov, og efter EU-dom vil han nu finde nye veje for at afvikle parallelsamfund.
18. DEC 2025 13.55

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at regeringen skal "i værkstedet", efter at EU-Domstolen har fastslået, at Danmarks lov om parallelsamfund kan føre til forskelsbehandling.

Lars Løkke udtaler sig, fordi det var ham som statsminister, der i 2018 gik til kamp mod ghettoområder, som han ville afvikle helt.

EU-Domstolens afgørelse er "trist", lyder det, men Lars Løkke giver ikke op.

- Det, jeg bare kan sige, er, at hensigten var god, resultaterne har været fantastiske, vi er ikke i mål endnu, og vi skal i mål. Hvis kort og kompas ikke passer sammen, fordi kortet er tegnet op af nogle dommere, så skal vi respektere det og finde andre veje for at nå samme mål, siger han til TV 2.

Accepterer dom

Det lyder videre fra Lars Løkke til TV 2, at han ikke "kunne drømme om at stille spørgsmålstegn ved en domstolsafgørelse".

- Den skal man tage og acceptere.

Selv om EU-Domstolen altså vurderer, at der kan være tale om, at beboere i de såkaldte omdannelsesområder - tidligere kaldet hårde ghettoområder - i Danmark bliver forskelsbehandlet på baggrund af deres etnicitet, så er det i sidste ende op til det danske retsvæsen at undersøge, om det er tilfældet.

Det er Østre Landsret, der har bedt EU-Domstolen om at tage stilling til, hvornår der er tale om diskrimination på baggrund af etnicitet.

Over tusind boliger

Den danske lovgivning om parallelsamfund har ifølge DR betydet, at mere end 1000 boliger er blevet revet ned og hundredvis af familier er blevet tvunget til at flytte fra deres hjem.

For at komme på det, der tidligere blev kaldt ghettolisten, skal mindst halvdelen af beboerne i området være indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.

Er et boligområde på listen fem år i træk, er boligområdet et omdannelsesområde. Bor man her, kan man risikere at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi bygningen skal rives ned eller sælges med formålet at gøre en ende på parallelsamfund.

Men det er diskriminerende, mener en række beboere i boligområder på Nørrebro og i Slagelse, og derfor har de lagt sag an mod Social- og Boligministeriet.

Den ansvarlige minister for lovgivningen, social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), har foreløbig ikke meget at sige om EU-Domstolens afgørelse:

- EU-Domstolen har truffet afgørelse i sagen vedrørende parallelsamfundslovgivningen. Sagen er nu tilbage i Østre Landsret, og vi vil naturligvis nærlæse dagens dom fra EU-Domstolen, lyder det i et citat på ministeriets hjemmeside.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/eu-dom-om-parallelsamfundslov-stopper-ikke-loekke-vi-skal-i-maal

GDPR