Det mest realistiske er at forsøge at danne en regering i spektret fra Alternativet til Moderaterne.
Det siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) under partilederdebatten i Publicistklubben onsdag formiddag.
- Så vidt jeg kan se, og det bliver vi klogere på i dag, er det mest realistiske, at der skal afsøges, om der kan dannes regering repræsenteret fra Franciska (Rosenkilde, red.) og sluttende ved Lars (Løkke Rasmussen, red.), siger hun.
Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen (M) peger på sig selv som kongelig undersøger, siger han under debatten i Industriens Hus.
- Jeg synes, at det ser lidt svært ud. Jeg tror ikke, at Danmark har brug for en politik, der er afstemt med Enhedslistens hovedbestyrelse, siger han.
Messerschmidt rækker ud til Løkke
Under debatten rækker DF-formand Morten Messerschmidt hånden til Lars Løkke. Han tilbyder, at han godt sammen med Moderaterne vil danne støtte for en borgerlig regering, så de begge bliver støttepartier.
- Lars kunne jo kravle ned fra sit Lars Løkke-træ og pege på Troels Lund, så der er en blå kandidat til at undersøge, siger Messerschmidt og tilføjer:
- Lars, lad os tage hinanden i hånden. Så må vi se, hvordan det politiske kan udfolde sig og gøre det helt rigtige for Danmark.
Da han efterfølgende afkræver Lars Løkke et klart svar på tilbuddet, er svaret dog nej tak.
LA og DD peger på Troels Lund
Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, peger også på Venstre-formand Troels Lund Poulsen som forhandlingsleder.
- Hvis vi kan samle en masse mandater bag, at Troels Lund afsøger muligheden for en blå midterregering, så vil vi bakke op om det. Jeg peger meget gerne på Troels Lund, siger han.
Også Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, vil også have Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger.
Mona Juul udelukker ikke S
Tidligere på formiddagen sagde De Konservatives formand, Mona Juul, at hun ikke udelukker muligheden for en regering med Socialdemokratiet, men partiet undersøger først og fremmest muligheden for en borgerlig regering.
- Vi afsøger muligheden for en blå regering, sagde Mona Juul.
Adspurgt, hvorvidt en regering med Socialdemokratiet er en mulighed for De Konservative, svarede Mona Juul:
- Det, som Mette Frederiksen har spillet ud med under valget - formueskat, at trække 60.000 personer ud af arbejdsmarkedet med en tidlig pension - er ikke konservativ politik. Jeg tror, at folk skal bøje sig mod hinanden.
SF peger på Mette F.
SF peger på Mette Frederiksen, og partiet kommer ikke til at lægge mandater til en regering uden SF, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr. Da der ikke er et rødt flertal i den røde blok, er det "bøvlet", lyder det fra SF-formanden.
Det kan blive lange forhandlinger, vurderer Pia Olsen Dyhr, og hun vil ikke afvise, at det helt kan vise sig umuligt, og at det kan ende i et nyvalg.
- Hun (Mette Frederiksen, red.) må vælge mellem Troels og mig, og der mener jeg helt grundlæggende, at hun skal vælge retning. Vi har afvist meget klart, at vi kommer til at indgå i regering med De Konservative eller Venstre, siger Pia Olsen Dyhr.
EL skifter kurs
Også De Radikales leder Martin Lidegaard siger til TV2 og DR, at Mette Frederiksen (S) som formand for det største parti bør være kongelig undersøger.
Enhedslisten sagde i første omgang til TV2 News, at partiet ville pege på Pia Olsen Dyhr som forhandlingsleder, da man ikke har fået det ønskede løfte fra Socialdemokratiet om, at der skal dannes en rød regering.
Men under partilederdebatten skifter han position og siger, at han også vil pege på Mette Frederiksen.
Lars Boje fra Borgernes Parti vil ikke oplyse, hvem han har tænkt sig at pege på, siger han under debatten.
/ritzau/ak
Artiklen er løbende opdateret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













