I går indgik regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti en aftale om en række nye tiltag på førtidspensionsområdet.
Aftalen forpligter blandt andet kommunerne til at gennemgå 5.000 sager om tildeling af førtidspension til borgere, der bor i større almene boligområder med mindst 1.000 beboere afgrænset ved en række socioøkonomiske kriterier.
Dermed bliver kommunerne pålagt en tung og kompleks administrativ opgave midt i beskæftigelsesreformen, hvor de i forvejen skal skære en fjerdedel af budgettet for beskæftigelsesindsatsen.
- Det bliver ikke nemt, når man fra Christiansborgs side vælger at pålægge kommunerne en stor og tung administrativ opgave i en tid, hvor kommunerne er midt i en kæmpe beskæftigelsesreform, der ellers har til formål at mindske bureaukratiet, siger formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Steen Christiansen (S).
Han påpeger desuden, at opgaven med at genvurdere de mange sager sker på et usikkert grundlag, som gør opgaven yderligere kompleks og tidskrævende for kommunerne.
- Det er en kompleks øvelse med mange ubekendte: Hvilket retsgrundlag skal genvurderingen ske på? Hvilke muligheder har vi for at se i sagsakter, der kan være forældede? Og hvordan forholder vi os til, at der er begrænsede muligheder for rent faktisk at frakende en førtidspension, selv hvis vi finder tegn på en øget arbejdsevne? Det er alt sammen spørgsmål, hvor vi har brug for en afklaring, hvis vi skal kunne løse opgaven, siger Steen Christiansen og tilføjer:
- Når Christiansborg med den ene hånd pålægger kommunerne milliardbesparelser og med den anden hånd giver os en ny, ressourcekrævende opgave, forventer vi selvfølgelig, at kommunerne bliver kompenseret for den nye opgave.
Forventer at gå i gang om et år
Aftalepartierne forventer, at den systematiske gennemgang af de 5.000 sager kan begynde om godt et år i december 2026.
Aftalen om at genåbne de 5.000 førtidspensionisters sager er budgetteret til at koste omkring 50 mio. kr., men ifølge beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek er pengene godt givet ud og kan i sidste ende resultere i en "utrolig stor besparelse":
- Hvis man får en 40-årig af førtidspension og ud på arbejdsmarkedet, vil det være en besparelse på et tocifret millionbeløb over få år, siger han til TV2.
Socialrådgiverne, der skal behandle sagerne i kommunerne, kalder aftalen "udelukkende symbolpolitik", og forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch kalder det "dybt problematisk", at socialrådgiverne nu bliver pålagt yderligere opgaver midt i besparelser.
"Fagligt set giver det ingen mening at genåbne tusindvis af sager om førtidspension, og den mistillid, som politikerne nu udviser til borgerne, vil formentligt føre til stor utryghed og potentielt set en forværring af deres situation," udtaler hun i skriftligt citat til TV2.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













