GLADSAXE: Indsatsen overfor borgere med psykiske problemer skal fremover i højere grad kunne skræddersyes til den enkelte. Og den kommunale indsats skal i højere grad sættes ind på de områder, der giver livskvalitet og støtter borgerne i at komme videre med livet, i deres eget tempo og på deres egne betingelser. Det er nogle af tankerne i visionsplanen 'Det psykosociale indsatsområde i Gladsaxe Kommune i 2020', som Gladsaxe Kommune har sendt i høring hos interessenterne på området.
Som navnet på planen fortæller lægges der op til at tage afsked med ordet 'socialpsykiatri' og i stedet tale om en psykosocial indsats. Den kommunale indsats skal nemlig ikke længere tage udgangspunkt i et sygdomsorienteret perspektiv, men i de udfordringer sindslidende møder i hverdagslivet. Også ordet sindslidende får en ny betydning, når man i stedet for at fokusere på diagnosen, retter fokus på de psykosociale handicap, som har betydning for, hvordan livet kan leves. Det skriver Gladsaxe Kommune.
Ny viden på området
Skiftet i perspektivet hænger sammen med ny viden på området. Den har vist, at mange mennesker, som tidligere blev betegnet som kronisk syge, for eksempel med skizofreni, faktisk kan komme sig. Men vejen til at komme sig er forskellig for den enkelte og handler ikke alene om, hvilken behandling man får af psykiaterne. Områder som netværk, psykisk trivsel, arbejde og materielle levevilkår kan også spille en afgørende rolle.
- Vi skal have fokus på borgernes hverdagsliv og samlede livssituation frem for sygdom, siger Susanne Palsig (SF), der er formand for Gladsaxes Forebyggelses- Sundheds- og Handicapudvalg.
- Som kommune har vi mange og brede muligheder for at støtte op, og dem ligger visionsplanen op til at udnytte bedre end hidtil. Det er mange gange de små skridt, der skal til, og det er vigtigt for mig, at den store omstilling, der lægges op til i planen, sker sammen med og ikke hen over hovedet på borgeren. Målet er at give den nødvendige hjælp til en værdig dagligdag for den enkelte,
Ikke bo på institution
I mange af landets kommuner er tilbuddene i socialpsykiatrien opbygget omkring sociale tilbud i form af bosteder, væresteder og lignende. Med tankerne i visionsplanen vil der rent praktisk skulle tænkes anderledes om de sociale tilbud, så de borgere, som modtager hjælp og støtte, i langt højere grad skal modtage støtten i mere almindelige rammer. For eksempel ved at bo i en selvstændig bolig og ved at have almindelige jobs og netværk.
I stedet for at skabe tilbud, der let risikerer at blive til en parallel verden, skal der findes nye måder at støtte mennesker i at leve de samme steder som andre mennesker. Der skal være fokus på livsområder som netværk, uddannelse, arbejde og fritid. Indsatsen skal i fremtiden i højere grad kunne tilpasses den enkelte, så de områder der betyder noget for den enkeltes livskvalitet og mulighed for at komme sig får størst opmærksomhed.
Onsdag 7. april dannede kommunens Forebyggelsescenter rammen for et temamøde om visionsplanen. Mødet fungerede som et høringsmøde, og de inviterede var derfor brugere af Gladsaxe Kommunes socialpsykiatriske tilbud og samarbejdspartnere. Visionsplanen skal behandles politisk i maj måned.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.