

Ansatte i ældreplejen og i landets daginstitutioner og dagplejer er dårligt forberedt, hvis Danmark rammes af en større krise som strømsvigt, IT-nedbrud, ekstremt vejr eller en epidemi.
Det viser en ny medlemsundersøgelse fra fagforeningen FOA.
Her vurderer kun 18 pct. af de ansatte i daginstitutionerne og 11 pct. i dagplejen, at deres arbejdsplads er godt forberedt på kriser som strømsvigt, IT-nedbrud eller epidemier. I hjemmeplejen føler 54 pct. sig slet ikke eller kun i mindre grad rustet til at håndtere sådanne situationer - og det samme gælder 45 pct. af medarbejderne på plejecentre.
Mona Striib, forbundsformand for FOA, kalder det et "alarmerende resultat".
- Vi taler om medarbejdere, der tager hånd om nogle af de svageste medborgere, men som ikke er blevet klædt ordentligt på til at hjælpe, hvis det værste sker. Det er for dårligt. Både for de udsatte borgere, men også for de ansatte, der bare ønsker at kunne hjælpe i sådan en situation, siger hun.
Kan miste medicinoplysninger og patientjournaler
Næsten tre ud af fire ansatte i hjemmeplejen og over halvdelen på plejecentrene ved ikke, hvordan de skal handle, hvis patientjournaler eller medicinoplysninger bliver utilgængelige ved strømsvigt eller IT-nedbrud, viser FOA’s undersøgelse.
Det er navnlig i forhold til nedbrud af forsyningslinjer, IT-systemer og kommunikationslinjer samt ekstreme vejrforhold, at FOA's medlemmer er usikre på, hvordan de skal handle. Kun mellem 17 og 34 procent af de ansatte i daginstitutioner og dagpleje ved, hvordan de skal handle i sådanne situationer.
I april opfordrede Styrelsen for Samfundssikkerhed kommuner og regioner til at styrke beredskabsplanlægningen for sårbare borgere, men uden konkrete anvisninger. Det medførte kritik fra KL, der efterlyste nationale retningslinjer. Ifølge minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) lander en plan i denne uge.
KL’s direktør, Christian Harsløf, ser frem til klare retningslinjer, men understreger, at det tager tid at implementere dem lokalt:
- Det er vigtigt, at kommunerne har fuldt fokus på området og også får kommunikeret beredskabsplanerne ud til medarbejderne, siger han til Jyllands-Posten.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.