Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Færre ledige får uddannelse som led i aktiveringen

Nye tal viser et fald i uddannelsesaktiveringen. Tendensen burde være omvendt i tider med mange arbejdsløse, mener HK
28. JUL 2011 15.23

Andelen af ledige, som kommer på skolebænken som led i deres aktivering, er faldet med ti pct. fra første til andet kvartal 2011. Det oplyser HK's afdeling for arbejdsliv og analyser på baggrund af en kørsel på jobindsats.dk.

Den tendens er helt forkert og burde være omvendt, når ledigheden er så høj. Flere og ikke færre burde sendes på skolebænken, mener HK.

- I stedet for at sende ledige i perspektivløs aktivering, burde man koncentrere sig om at forbedre deres kompetencer, så de står bedst muligt rustet til nye job. Og den slags gøres allerbedst via uddannelse. Især da nu hvor arbejdsmarkedet ikke skriger på arbejdskraft, siger HK's formand Kim Simonsen.

I HK er forundringen over faldet i uddannelsesaktivering især stor, fordi en helt ny medlemsundersøgelse blandt HK's ledige og aktiverede medlemmer viser, at netop uddannelsesaktivering får de ledige til at se lysere på deres muligheder for at komme i arbejde igen.

Ifølge undersøgelsen mener 49 pct. af de ledige, som er i uddannelsesaktivering, at aktiveringen fører dem tættere på ordinært job. Til sammenligning mener kun 19 procent af de ledige i løntilskudsjob i det offentlige, at det fører dem tættere på ordinært job. Endnu færre mener, at virksomhedspraktik hjælper dem tættere på nyt job.

Vend aktiveringsindsatsen på hovedet

Sammenligner man undersøgelsens resultater med jobindsats.dk's tal for brugen af de forskellige aktiveringsværktøjer, falder et paradoks i øjnene: De klart mest benyttede værktøjer - løntilskud i den offentlige sektor og virksomhedspraktik - er samtidigt de værktøjer, som de ledige selv vurderer, er dårligst til at bringe dem tættere på ordinært arbejde.

Omvendt forholder det sig med uddannelsesaktivering og aktivering i løntilskudsjob i privat virksomhed. De to aktiveringsformer bruges ikke så tit, men scorer højest blandt HK's ledige, når det gælder at fremme jobchancerne.

- Man skal vende aktiveringsindsatsen på hovedet og skrue kraftigt ned for den meningsløse aktivering i virksomhedspraktik og løntilskudsjob i det offentlige. I stedet skal man satse langt mere på uddannelse og løntilskudsjob i den private sektor, siger Kim Simonsen.

krn