Et spil Sorteper om udligningsreformen

Et spil Sorteper om udligningsreformen

KLUMME Meget mærkeligt at det lige er på en diskussion om diskussionen, regeringen vil bruge sit krudt.
20. FEB 2020 14.04
TEMA: Udligning

Når man spiller Sorteper, gælder det om at undgå at sidde tilbage med kortet af samme navn. Bestræbelsen på dette falder i to dele: Man skal undgå at få kortet selv, og hvis man alligevel har det, kan man kun håbe på at en af de andre trækker det.

I overført betydning bruges ordet Sorteper også næsten altid som noget, man skal undgå, men i det spil politisk Sorteper, der pågår for tiden under navnet ‘forhandlinger om udligningsreform’, kunne især en af deltagerne med fordel interessere sig for den anden del, nemlig hvordan man slipper af med det fatale kort.

Alle, der har spillet Sorteper, ved, at det er nemmest, hvis de andre spillere ikke ved, at det er en selv, der har kortet, men det punkt har regeringen for længst passeret. Hvis regeringen vil have en chance for at sende Sorteper videre, er den første forudsætning, at den er villig til at lade de andre trække et kort, også selvom det i første omgang ikke lige er dét kort.

Oversat til god forhandlingsskik:

Man skal give modparten alt det materiale, der efterspørges. Det hele. Dels fordi det er befordrende for forhandlingsklimaet, men også fordi at hvis man ikke gør det, så afspores al efterfølgende diskussion. Enhver blot nogenlunde dreven forhandler ved den slags, og det må virkelig undre, at regeringen ikke kan mønstre nogen, der ved det, eller hvis nogen faktisk godt ved det, så kan sætte sig igennem over for dem, der ikke ved det.

Når det ikke sker, kan det kun gå, som det er gået. En stillingskrig hvor regeringen uforståeligt mener, at det skulle være et argument for noget som helst, at den har frigivet lige så meget materiale som V-LA-K-regeringen i sin tid gjorde i en lignende situation. Og hvad så? Hvor godt gik det måske dengang? At modparten desuden afviser, at det skulle være korrekt, er i virkeligheden blot en ligegyldig detalje.

Regeringen kan mene, at det er irrelevante data, der efterspørges, men den overlader jo heller ikke til modparten at bestemme, hvad den selv finder relevant, så hvorfor skulle modparten bøje sig for, hvad regeringen finder relevant? Meget mærkeligt at det lige er på en diskussion om diskussionen, regeringen vil bruge sit krudt.

Dog, måske er det alligevel ved at gå op for regeringen, at kampen skal kæmpes et andet sted. Også KL, der ellers ikke er part i forhandlingerne, men gerne vil kunne levere konsekvensberegninger til sine medlemmer, har efterspurgt baggrundsoplysninger, og her har Indenrigsministeriet givet efter og sendt diverse tabeller og beregninger, dog ikke uden en lettere selvretfærdig ledsagetekst om, at der ‘ikke er praksis for’ at give den slags til KL med en tilføjelse om, at regeringen ‘har intet problem med at dele vores oplysninger’.

Intet problem? Helt ærligt! Hvorfor er det så, at forhandlingsmodparten igen og igen har mulighed for at konstatere, at den ikke kan få det, den beder om?

At der så ovenikøbet har vist sig unøjagtigheder i det materiale, som allernådigst er stillet til rådighed, demonstrerer yderligere, hvorfor det ville have været langt klogere at offentliggøre det hele ufiltreret fra starten, inklusive den anvendte regnemodel. Så ville alle, og ikke kun forhandlingsmodparten, kunne eksperimentere med at ændre ét tal i inputtet, trykke ‘Enter’ og få outputtet for samtlige kommuner. Så kunne diskussionen have handlet om det faktiske indhold og ikke om gæt på, hvordan man er kommet frem til slutfacit.

Kan man lave sådan en regnemodel? Jada, regeringen har den allerede. Det er den, der har produceret de tabeller, der er blevet fremlagt som slutfacit. Det er mellemregningerne, der mangler, og som der er brug for, for at alle kan regne kvalificeret på, hvad det hele tilsammen, og alle elementer hver for sig betyder for den enkelte kommune. Så ville man slippe for uklarheder og misforståelser, både de ‘uskyldige’ og de overlagte, der florerer, og som gør det unødigt vanskeligt at diskutere det faktiske indhold. Alene af den grund at der ikke er grundlag for at etablere en fælles forståelse for, hvad det faktiske indhold er.

Først når det er sket, kan forhandlingerne komme til at handle om indhold frem for spilfægteri. Indtil det sker, sidder regeringen med Sorteper limet fast til hånden.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev