dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) præsenterer tirsdag regeringens foreningsudspil, der skal gøre det lettere og mere attraktivt at deltage i foreningslivet som frivillig. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen vil lette frivilligt foreningsarbejde og reducere kommunale byrder

30 tiltag skal gøre det lettere at være frivillig i foreningslivet uden unødig administration.
19. AUG 2025 9.51

Mindre administrativt bøvl. Og mere fokus på kerneopgaven ved at være frivillig i foreningslivet.

Det skal ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) gerne blive resultatet af regeringens foreningsudspil, som tirsdag bliver præsenteret hos Sparta Atletik og Løb i København.

- Millioner af danskere er medlemmer af vores foreninger, og hundredtusindvis er frivillige, enten meget eller på et mindre højt niveau. Fælles for de mennesker er, at de synes, bøvlet og bureaukratiet har vokset sig for stort, siger han.

Konkret vil regeringen med udspillet pege på i alt 30 initiativer, der skal nedbringe antallet af regler og andre byrder for foreningslivet. Det skal gøre det lettere at engagere sig uden unødigt administrativt besvær. Et tema, som også berører kommunernes samarbejde med lokale foreninger.

Bl.a. vil regeringen sikre, at tilladelser efter bygningsreglementet, der bliver givet til at afholde mindre arrangementer for op til 1.000 personer, også skal være gyldige i andre kommuner for så vidt angår den tekniske byggesagsbehandling.

Dette vil ikke blot lette byrderne for turnerende arrangementer, men også for kommunerne. 

Desuden anbefales en øget vejledning til kommuner om, at de kan bestemme, at visse private arrangementer ikke kræver tilladelse til særlig råden over vejareal.

Minister vil holde fast i partnerskab

Foreningsudspillet kommer, efter at et partnerskab med aktører fra foreningslivet i juni kom med 51 anbefalinger til regler og byrder, som med fordel kan fjernes fra foreningslivet.

Partnerskabet skulle også komme med forslag til nye tiltag, der kan understøtte foreningslivet og folks lyst til at blive frivillige. Blandt deltagerne i partnerskabet er Ældre Sagen, Sammenslutningen af By- og Markedsfester samt DGI og Danmarks Idrætsforbund.

Jakob Engel-Schmidt vil holde fast i partnerskabet for at fortsætte arbejdet med at gøre reglerne mere enkle.

- Jeg synes, vi er kommet et meget langt stykke. Men jeg er også pinligt bevidst om, at vi er rykket langt frem på banen, men at der også stadig er vej at gå.

- Derfor skal det være mit oplæg, at det partnerskab, jeg har nedsat, mellem foreningerne og de relevante ministerier med Kulturministeriet i spidsen, fortsætter, siger han.

Også DIF ser positivt på frivilligudspillet, der bl.a. giver bedre mulighed for at afvikle arrangementer med overnatning. 

- Selvom frivilligheden overordnet set har det godt, så ved vi også, at der er foreninger derude, der har svært ved at finde nok hænder til at få enderne til at mødes og til at sætte nye initiativer i søen. Så for os har det været afgørende både at fjerne unødige benspænd, men samtidig også gøre alt hvad vi kan for at anerkende den store værdi, der ligger i det frivillige arbejde, siger Hans Natorp, der er formand i DIF.


/ritzau/ap

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-lette-frivilligt-foreningsarbejde-og-reducere-kommunale-byrder

GDPR