dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ankestyrelsen giver politiker medhold: Var ikke inhabil

Byrådsmedlem i Hjørring Stefan Karlborg blev sidste år smidt udenfor døren under en afstemning, fordi et flertal i byrådet mente, han var inhabil.
20. AUG 2025 9.15

HJØRRING: I november sidste år blev Hjørring-politiker Stefan Karlborg (V) sendt uden for døren under en afstemning i byrådssalen om autocampere på Løkken Strand. Han var erklæret inhabil af et flertal i byrådet, selvom kommunens administration havde vurderet det modsatte.

Tidligere borgmester Arne Boelt (S) gik så langt, at han under mødet kaldte Stefan Karlborg "slaskende inhabil".

Nu har Ankestyrelsen vurderet sagen og giver Stefan Karlborg medhold. Dermed var det forkert at erklære ham inhabil, og Arne Boelt har på bagkant af Ankestyrelsens afgørelse undskyldt for sin udtalelse. Det skriver Nordjyske.

Sagen handlede om, at Hjørring Kommune i 2024 lavede et forbud mod at parkere på et område af stranden, hvis man var kørende i en autocamper, mens andre køretøjer stadig måtte parkere i området. Samme år i november ønskede Venstre med Stefan Karlborg i spidsen at ophæve det forbud.

Fordi Stefan Karlborg udover sit hverv som byrådspolitiker er ulønnet formand for turistforeningen Løkken.dk mente et flertal i byrådet, at han var inhabil i sagen. Det på trods af, at kommunens administration forud for mødet havde vurderet, at han ikke var inhabil og godt kunne deltage i afstemningen.

I et svar til Ankestyrelsen skriver borgmester Søren Smalbro (V), at kommunen tager afgørelsen til efterretning, men at det ikke er nødvendigt at tage sagen op igen, da Stefan Karlborgs stemme ikke var afgørende ved den efterfølgende afstemning.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ankestyrelsen-giver-politiker-medhold-var-ikke-inhabil

GDPR