
Professionshøjskolen UCC har allerede gennemført forsøg med faget og anbefaler klart, at 'Håndværk og design' bliver obligatorisk fra 4 - 9. klasse og dermed erstatter sløjd og håndarbejde.
- Faget giver en ekstra dimension i forhold til de traditionelle fag, nemlig designdelen. Eleverne skal ikke længere bare bygge en model – de skal først finde på den. Idéudviklingen løfter undervisningen op på et højere niveau og faget bliver en del af børnenes læreprocesser generelt, siger lektor Stig Pedersen, som er med i projektgruppen fra UCC.
Han understreger, at det lægger sig op af børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) projekt Ny Nordisk Skole, hvor tanken er, at læring ikke kun baseres på det boglige, men også det praktiske.
Når undervisningen er baseret på moderne design- og innovationsprocesser, kan det nye fag i højere grad ruste eleverne til det moderne samfunds krav om kreative kompetencer. UCC vil gerne være med til at udvikle faget håndværk og design:
- Design og håndværk er et vigtigt konkurrenceparameter. Vi ved fra undersøgelser, at de virksomheder der bruger design som central del af innovations- og forretningsprocesser, har en højere værditilvækst og har oftere udviklet innovative produkter, processer og forretninger end andre virksomheder. Vi er samtidig en nation, der bygger på stolte håndværkstraditioner. Derfor er det positivt, at de traditionelle fag revitaliseres. De indeholder samtidig en vigtig dannelsesfunktion og kan udvikle børns håndværksmæssige færdigheder, siger leder af skoleudvikling og didaktik i UCC, Ditte Søbro.
Sløjd- og håndarbejdslærer Helle Ahrenkilde fra Skolen på Duevej i København har afprøvet håndværk og design med sine elever. Hun mener, at eleverne lærer mere af det nye fag end traditionel sløjd og håndarbejde:
- I stedet for blot at skulle sy en grydelap, lærer eleverne selvstændigt at komme videre i en proces. Det betyder, at de bliver mere kreative i deres tænkning.
På skolen indgik håndværk og design i naturligt samarbejde med de boglige fag – fx historie. Eleverne skulle konstruere og udforme redskaber som de kunne forestille sig det blev gjort i vikingetiden:
- Det praktiske element i de boglige fag er vigtigt for læringen, for den nye viden sidder bedre fast, når eleverne har brugt tid på at arbejde praktisk med emnet.
Foto: Colourbox
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.