Af Morten Uhrenholdt
Spillet om folkeskolens fremtid nåede nye dramatiske højder i løbet af mandagen og i dag tirsdag. Mandag erklærede undervisningsminister Tina Nedergaard (V), at Danmarks Lærerforening havde kuldsejlet partnerskabet.
Fredag i sidste uge spillede ministeren ud med regeringens syv ambitiøse mål for en bedre folkeskole. Og gav lærerforeningen en frist til mandag til at komme med eventuelle ændringer.
Lærerforeningen tog udgangspunkt i de syv mål og brugte weekenden og en del af mandagen til at skrive en justeret version og holdt løbende Undervisningsministeriet orienteret om, at deres svar på vej.
Men - kan DLFs fagblad, Folkeskolen, nu berette - inden svaret overhovedte blev afsendt mandag eftermiddag, havde formand Anders Bondos sekretær modtaget en SMS fra Undervisningsministeriet om, at det planlagte møde i partnerskabet var aflyst.
Og senere på mandagen gik Tina Nedergaard ud i pressen og udtalte, at at hun måtte opgive at nå til enighed med lærerne, som bare 'har siddet over i hjørnet og sagt det samme, som de altid har gjort', som hun blev citeret for i Berlingske.dk.
Hvilket samarbejde?
I en pressemeddelelse, som Danmarks Lærerforening har udsendt i dag, hedder det:
'Siden parternes første møde på Marienborg i januar måned er Danmarks Lærerforening kommet med en række meget konkrete udspil og har konstant forholdt sig konstruktivt til de udspil, der er kommet fra ministeren.
- Jeg er fuldstændig uforstående overfor ministerens aflysning af samarbejde. 'Hvilket samarbejde?' er jeg fristet til at spørge. Vi har svaret på ministerens brev fra i fredags, men Tina Nedergaard aflyste allerede det møde, vi skulle have haft i går, inden hun modtog vores svar på regeringens skriftlige udspil, siger Anders Bondo Christensen.'
DLF har siden Marienborgmødet i januar været utålmodig med at få hul på partnerskabet og har spillet ud med tre konkrete målsætninger. Men ifølge folkeskolen.dk har man ventet forgæves på indbydelser til drøftelser.
I begyndelsen af september begyndte Anders Bondo for alvor at stille spørgsmål ved det reelle indhold i partnerskabet. Og først i fredags modtog partnerne så altså et udspil fra Undervisningsministeren.
Heller ikke KL og Skolelerne har uden videre villet skrive under på regeringens udspil. Efter ministerens aflysning af samarbejdet i går er alle tre - KL, Skolelederne og Danmarks Lærerforening - nu tilsyneladende ude af partnerskabet.
Forvirringen breder sig
Undervisningsminister Tina Nedergaard har her tirsdag skarpt afvist, at hun skulle have aflyst noget planlagt møde - og at der overhovedet var planlagt et sådant. Ministeriet skriver til dknyt:
'Danmarks Lærerforening sætter spørgsmålstegn ved, om proceduren omkring de aftalte tidsfrister i forbindelse med partnerskabet er overholdt.Undervisningsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at der ikke var berammet møder om emnet mandag, som efterfølgende blev aflyst.'
Og tirsdag eftermiddag har Statsministeriet så udsendt meddelelse om, at der indkaldes til møde på Marienborg om folkeskolen. Det hedder i en kortfattet pressemeddelelse:
'Statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Tina Nedergaard mødes onsdag den 29. september på Marienborg med de organisationer, der har mest berøring med folkeskolen.
Mødet følger op på et møde på Marienborg med organisationerne i maj 2010, hvor Skolens Rejsehold orienterede om 360-grader serviceeftersynet af den danske folkeskole.'
Dybt pinligt, mener kommentator
Herefter skriver folkeskolen.dk, at Anders Bondo aligevel er inviteret til Marienborgmøde. Og videre citerer hjemmesiden Politiken, der har hentet en kommentar til den almindelige forvirring fra den politiske kommentator Hans Engell. Han mener, at den seneste udvikling er tegn på, at statsministeren har banket sin undervisningsminister på plads.
- Det er dybt pinligt, at ministeren den ene dag sidder for åben skærm og afbryder samarbejdet, og næste dag indkalder statsministeren til møde, siger Hans Engell til Politiken.dk.
Se Danmarks Lærerforenings udspil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.