Den, der betaler, bestemmer musikken - også på specialundervisningsområdet

Af Morten Uhrenholdt

Alt for mange elever i folkeskolen henvises til specialundervisning. Det er både dyrt og i grunden i strid med grundtanken med folkeskolen. Det er der efterhånden bred enighed om blandt fagfolk og politikere.

Det afspejler sig også i den økonomiaftale for 2012, der forleden blev indgået mellem regeringen og KL. Her er det aftalt, at klagesystemet indenfor specialundervisningen skal tilpasses det politiske ønske om mere inklusion og færre elever i specialundervisningstilbud.

Og det betyder reelt en begrænset adgang for klagenævnet til at omgøre en kommunes afgørelse om et inkluderende tilbud til en elev. Det vil fremover 'kræve særligt vægtige faglige grunde', som det hedder i aftaleteksten.

Ligeledes skal det gøres helt legitimt, at kommunerne ikke kun tager faglige, men også økonomiske hensyn med i vurderingen af behovet for tilbud om specialundervisning.

Regeringen vil ifølge aftalen søge at gennemføre følgende justeringer af lovgivningen:

• Indførelse af en særlig formodningsregel, så det vil kræve særligt vægtige faglige grunde, før klagenævnet kan tilsidesætte en kommunal afgørelse om at give et inkluderende tilbud.
• Det præciseres, at klagenævnet kun kan tilsidesætte en kommunal afgørelse, hvis det vurderer, at et andet tilbud i klart højere grad imødekommer undervisningsbehovet, at kommunerne udover faglige hensyn også skal medtage økonomiske hensyn i tilbudsvurderingen, at specialundervisning ikke tildeles på baggrund af en diagnose, men på grundlag af en vurdering af det undervisningsmæssige behov samt at klagenævnet ikke kan henvise eleven til et bestemt tilbud.
• Sammensætningen af klagenævnet overvejes.
• Udarbejdelse af en vejledning rettet mod kommunale beslutningstagere.
  

I aftalen fastslår parterne, at princippet om det frie skolevalg er en grundlæggende god rettighed. Men det er problematisk i forhold til specialundervisningsområdet. Derfor er der enighed om at indføre det princip, der også er gennemført på det specialiserede børne- og voksenområde - nemlig at den kommune, der betaler gildet, også er den, der i sidste ende afgør, hvilket tilbud, en folkeskoleelev skal have. 

Med andre ord - hjemkommunen, altså den kommune, hvor barnet bor, betaler ugiften til specialtilbuddet og afgør også, hvilket tilbud der skal gives - også selv om barnet går på en specialskole i en anden kommune.

Den såkaldte skolekommune kan altså ikke gennemtrumfe et andet tilbud, selvom den måtte mene, at det er mere relevant for eleven. Det samme princip gælder for transportforpligtelsen overfor handicappede børn, som hjemkommunen har. Her gælder transportforpligtelsen kun for et tilbud, som hjemkommunen har visiteret en handicappet til.

Aftalen mellem KL og regeringen lyder på dette punkt:

• Det præciseres i lovgivningen, at bopælskommunens visitering af elever med specialundervisningsbehov er bindende for skolekommunen for så vidt angår tilbuddets karakter. Skolekommunen kan dermed ikke henvise eleven til et mere vidtgående tilbud, end bopælskommunen har visiteret eleven til. Herudover fastlægges det, at afgørelsen af, om tilbuddet er mere vidtgående, skal træffes af bopælskommunen. Dermed sikres der sammenhæng mellem visiterings- og finansieringsansvar.
• Den særlige befordringsforpligtelse for elever med handicap opretholdes inden for rammerne af det, eleven er visiteret til af bopælskommunen. Det betyder, at disse elever kan få betalt befordring svarende til at kunne blive transporteret hen til det tilbud, eleven er visiteret til af bopælskommunen.
• Derudover vil regeringen søge tilslutning til en lovændring, der forenkler rammeaftalerne for de regionale undervisningstilbud på specialundervisningsområdet og giver kommunerne ansvaret for koordineringen. 
  
  Foto: http://www.flickr.com/photos/vblibrary/with/4590039247/