
MIDDELFART: Søndag aften var der ekstraordinært møde i økonomiudvalget i Middelfart Kommune, hvor børn- og ungedirektør Charlotte Houlbergs fremtid var på dagsordenen. Det skriver Fyens Stiftstidende. Politikerne besluttede, at direktøren beholder sit job.
Årsagen til mødet var en artikel i Fyens Stiftstidende fredag, hvor avisen kunne fortælle, at Charlotte Houlberg samt skolechef Birgit Munk og daværende dagtilbudschef Annette Friis igennem halvandet år har været bekendt med og fastholdt en forkert praksis på børneområdet, hvor hundredvis af børn er blevet tvunget i tidlig SFO.
Inden det ekstraordinære møde søndag udtrykte fire ud af syv medlemmer af Middelfarts skoleudvalg et mistillidsvotum til Charlotte Houlberg.
"Skoleudvalget udtrykker kritik af børne- og ungeforvaltningen for ikke at følge styrelsesvedtægten i sagen om tidlig SFO, herunder kritik af forkerte afgørelser, forkert information til forældre, manglende forståelse for styrelsesvedtægtens betydning, og at der ikke er sket en saglig og faglig tilfredsstillende understøttelse og betjening af Skoleudvalget", skriver skoleudvalget bl.a. i en meddelelse.
I en udtalelse fra borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) på vegne af økonomiudvalget kommenterer han på sagen og det ekstraordinære møde:
"Økonomiudvalget har generelt tillid til forvaltningen. Vi har en af Danmarks mest effektive forvaltninger, og det betyder, at vi kan bruge pengene til velfærd i stedet for administration."
"Vi må dog sige, at den konkrete sag om håndtering af tidlig SFO har været under al kritik. Børne- og Ungeforvaltningen har i sagen handlet uprofessionelt, og ØU stiller sig fuldt og helt bag skoleudvalgets kradse kritik," står der blandt andet i udtalelsen.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.