Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er i denne uge blevet enige om en aftale, der skal gøre det ulovligt at dele deepfakes.
- Jeg er enormt stolt af, at vi nu sender det utvetydige signal til alle borgere om, at man har ret til egen krop, egen stemme og egne ansigtstræk, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M)
Den politiske aftale vil blive udmøntet i et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at dele eksempelvis deepfakes og andre digitale efterligninger af personlige kendetegn. En deepfake kan være en meget virkelighedstro gengivelse af en person, herunder vedkommendes udseende og stemme.
Studier har vist, at deepfakes kan være med til at skabe mistillid til politikere og det politiske system, og gruppeformand for Socialdemokratiet Leif Lahn Jensen er derfor glad for, at man med det nye initiativ kan bremse spredningen af deepfakes:
- Vi har virkelig et demokratisk problem, når man ved hjælp af kunstig intelligens, kan manipulere med almindelige mennesker og via manipulerede billeder og videoer, skaber et helt andet og forkert indtryk af et andet menneske, siger han og fortsætter:
Også gruppeformand for Venstre Lars Christian Lilleholt hæfter sig ved den demokratiske betydning:
- Det er ikke bare skadeligt for den enkelte person, der får stjålet sin identitet – det er skadeligt for demokratiet som helhed, når vi ikke kan stole på de ting, vi ser.
Stadig plads til satire
Tidligere i juni indgik et flertal af partierne i Folketinget en frivillig aftale, hvor partierne blev enige om at undlade at bruge deepfakes til at gengive eller kopiere politikere eller politiske kandidater.
Den debat kom i forlængelse af, at Dansk Folkeparti havde bragt en manipuleret en video med statsminister Mette Frederiksen (S), hvori hun blandt andet siger, at efter "succesen" med at afskaffe store bededag vil regeringen nu også afskaffe pinsen, påsken og julen. I videoen står der, at den er skabt ved brug af kunstig intelligens.
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte dengang ikke at være med i den frivillige aftale.
- Vi har det synspunkt, at der skal være vide rammer, så længe man ikke vildleder. Vores oplevelse er, at det her er en indskrænkning af den almindelige satire og humor, som man bruger i politik, og det synes vi ikke er rimeligt, lød det dengang fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til Ritzau.
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er heller ikke med i den nye aftale om deepfakes.
Det vil fortsat være muligt at lave "parodier og satire", lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Udøvende kunstnere vil også få en bedre beskyttelse, så det fremover vil være ulovligt at dele virkelighedsnære digitale efterligninger af deres optrædener.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.