

MARIAGERFJORD: De fem danske vikingeborge, der søger optagelse på verdensarvlisten, har besluttet, at en eventuel plads på Unescos verdensarvsliste skal fejres med en fælles fejring de fem steder lørdag 30. september, oplyser Randers Amtsavis.
- Her kommer der til at stå 301 personer oppe på volden, for det var så mange, der skulle være for at forsvare Fyrkat. Vi har købt kød og øl, så hvis vi ikke kommer med på listen, må det blive gravøl i stedet, fortæller direktør hos Nordjyske Museer Lars Nørbach. Hvorvidt ringborgene kommer på listen bliver besluttet på en kongres i Saudi Arabien, og Nørbach er med i den danske delegation, der tager til Riyadh for at få ansøgningen helt i mål.
Ringborgene, der er bygget af Harald Blåtand omkring år 980, er indstillet til at komme på den eksklusive liste, hvor blandt andet Pyramiderne i Egypten, Den Kinesiske Mur og Christiansfeld i danmark forvejen er. 21 medlemmer af verdensarvskomiteen skal tage den endelige beslutning.
Ukrainekrigen udsatte afgørelsen
Afgørelsen skulle egentlig være foretaget i juni 2022, men på grund af krigen i Ukraine var det ikke muligt at gennemføre verdensarvskongressen i Kazan i Rusland. Formandskabet var på det tidspunkt russisk, og derfor måtte afgørelse udskydes på ubestemt tid.
Nu er formandskabet overgået til Saudi Arabien og derfor bliver det i Riyadh, at afgørelsen træffes til Verdensarvskomitéens 45. session den 10.-25. september.
Verdenskongressen forlænges med fire dage, da de skal nå at behandle nomineringer for både 2022 og 2023, i alt 55 nomineringer (28 indstillet i 2022 og 27 i 2023).
De fem danske ringborge er Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Løgstør, Borgring ved Køge, Trelleborg ved Slagelse og Nonnebakken i Odense.
Der er i forvejen syv steder i Danmark, der er på verdensarvslisten, der i alt tæller cirka 1.150 steder i verden: Jelling Monumenterne, Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.