
Cykler, træer og kurser. Det er blot nogle af de ting, som dagplejere og daginstitutioner har søgt om penge til via fonde, legater eller sponsorater.
Knapt en femtedel af FOAs medlemmer i dagplejen og i daginstitutioner melder om, at de eller deres leder allerede har søgt om penge, mens yderligere en femtedel af dem, der ikke har søgt, overvejer at gøre det.
Det viser en ny undersøgelse, som FOA har lavet.Og resultaterne bekymrer.
- Jeg kan godt forstå, at den enkelte institution eller dagplejeleder begynder at lede efter penge på nye måder. For de fleste steder er de kommunale kasser smækket i, siger sektorformand Jakob Sølvhøj.
Men han bryder sig ikke om, at dagplejere og daginstitutioner må ty til private fonde og sponsorater for at kunne få budgetterne til at hænge sammen.
- Kvaliteten af børnepasningen skal ikke afhænge af eksterne bidrag fra fonde, siger han
Dagplejernes og daginstitutionernes søgeiver efter fonds- og legatpenge er forholdsvis ny. Det siger mere end halvdelen af de, der har søgt penge. Og det får FOA til at kæde behovet for de ekstra penge sammen med de store besparelser, som børneområdet har været igennem i kommunerne.
- Der er skåret og skåret i budgetterne for dagtilbuddene, og det betyder, at der mange steder ikke er penge til hverken efteruddannelse eller udvikling. Det får medarbejdere og ledere til at bruge timevis på fondsansøgninger, selvom både udstyr, efteruddannelse og udvikling bør være finansieret af kommunerne og ikke af private fonde, siger Jakob Sølvhøj.
Undersøgelsen om dagtilbuds efterspørgsel af fondsmidler og sponsorater er foretaget blandt FOAs medlemmer i februar 2012.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.