Vil man bygge et en-familiehus i Gentofte, tager det kommunen to uger at behandle sagen, mens den samme øvelse tager over fem måneder i Egedal få kilometer mod vest. Og mens en byggesag blot koster et par tusinde kr. i mange kommuner, kræver Frederiksberg et gebyr på over 27.000 kr. for en sag af samme type, skriver Erhvervsbladet.
De enorme forskelle i pris og sagsbehandlingstid er dokumenteret af Dansk Byggeri, der netop har lavet en repræsentativ stikprøvekontrol i 67 af landets 98 kommuner.
Brancheorganisationen hæfter sig yderligere ved, at der ikke er nogen sammenhæng mellem sagsbehandlingstid og pris.
- Det er bemærkelsesværdigt, at kommuner som f.eks. Egedal, Furesø, og Hillerød kan være så langsomme til at behandle en sag, som eksempelvis Gentofte og Ringsted kan behandle på to uger. Selvfølgelig er der forhold, der gør, at nogle sager tager længere tid end andre, men ikke i den størrelsesorden der er tale om her. Det fører vores tanker hen på andre løsninger, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri forestiller sig, at fem regionale centre kan lave sagsbehandlingen, og at borgere og virksomheder frit kan vælge det center, der er billigst eller hurtigst.
Venstres erhvervsordfører i Folketinget, Jacob Jensen, vil gerne have en redegørelse fra KL, der dokumenterer, at de dyre kommuner ikke bruger gebyrer fra byggesager som en ekstra skat imod kommunernes aftale med staten.
I KL kender man alt til kritikken fra Dansk Byggeri.
- Der er lokale forskelle og lokale politikker, og det giver variationer fra kommune til kommune. Tidligere undersøgelser har vist, at kommunerne under ét har langt større udgifter til byggesagsbehandlingen, end de opkræver i gebyrer. Kommunerne har lov til at dække udgifterne fuldt ud gennem gebyrer, og det benytter flere sig formentlig af i øjeblikket, fordi økonomien generelt er presset. Derfor stiger priserne, siger Jannik Egelund, fuldmægtig i KL.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.