AKTUELT:FV26Finanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Byggeri med forkert beton har kostet kommune dyrt

Njals Tårn-skandalen holder seks år fødselsdag og belaster Københavns Kommunes teknikforvaltning voldsomt. 
7. MAR 2026 11.49

KØBENHAVN: Sagen om det 86 meter høje, skandaleramte boligbyggeri Njals Tårn på Amager bevæger sig nu ind i sit sjette år.

Spøgelsesbyggeriet, der har stået halvfærdigt og stille siden 2020 på grund af for svag beton i fundamentet og bærende søjler, har ikke bare givet byggekoncernen Bach Gruppen en kæmpe økonomisk lussing. Det har også været et dyrt bekendtskab for Københavns Kommune. Det skriver Licitationen.

Således fremgår det af et notat, som vicedirektør Lena Kongsbach fra kommunens Teknik- og Miljøforvaltning har underskrevet, at der er brugt anseelige mængder både tid og penge på sagen, der langtfra er færdigbehandlet endnu.

"Udgifter til eksterne konsulenter til behandling af byggesagen Njals Tårn har i perioden 2020-2025 været 1.574.243 kr. ekskl. moms," skriver vicedirektøren i notatet.

Forvaltningen selv må æde millionregningen, for der er ikke hjemmel til at sende den videre til bygherren Bach Gruppen, fremgår det.

Årsagen til, at der er hyret eksterne konsulenter, er, at ”forvaltningen ikke har de nødvendige kompetencer, der kræves i en ekstraordinær lovliggørelsessag som denne", forklarer Lena Kongsbach.

Mange timer

Brugen af de eksterne konsulenter betyder dog ikke, at Teknik- og Miljøforvaltningens egne medarbejdere ikke har brugt tid på skandalesagen. Nærmest tværtimod.

"Forvaltningen har registreret 835 timer på byggesagen," står der i notatet.

Det svarer i runde tal til, at en fuldtidsansat medarbejder gennem et helt arbejdsår har brugt næsten halvdelen af sin tid på Njals Tårn-sagen.

Og der kommer givetvis til at løbe flere timer på, for byggeprojektet er ikke ved målstregen endnu.

Forstærker tårn

Direktør i Bach Gruppen, Martin Rasmussen, er ikke overrasket over beløbet, som kommunen har brugt på ekstern rådgivning. Selv har Bach Gruppen brugt "mange, mange flere penge" på rådgivning, fortæller Martin Rasmussen dog uden at komme ind på et konkret beløb.

- Men det viser meget godt, at vi alle har taget sagen alvorligt, og nu kan der ikke være tvivl om sikkerheden og kvaliteten af byggeriet. Alle har været ekstremt grundige i den her sag, siger Martin Rasmussen.

Lige nu kæmper Bach Gruppen med at få forstærket Njals Tårn, bl.a. ved at gøre betonsøjler på 7. og 9. sal stærkere og bredere.

Når forstærkningsarbejdet er færdigmeldt, skal Københavns Kommune ansøges om en byggetilladelse til den resterende del af byggeriet - og derefter skal kommunen afslutningsvis udstede en ibrugtagningstilladelse af højhuset.

Først da vil sagen om et af de mest iøjnefaldende skandalebyggerier i nyere tid være slut.

Svag beton

Den begyndte den 26. februar 2020, da en anonym person advarede overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om, at betonen i byggeriets bundplade var blandet på et ikke-certificeret værk, og at den var svag, ustabil og præget af store revner.

Efterfølgende bekræftede rapporter fra Teknologisk Institut, at betonens styrke var lavere end forudsat i den oprindelige byggetilladelse.

Sagen udviklede sig derefter, og politianmeldelser, prøvetagninger og et hav af rapporter senere er Bach Gruppen altså nu i færd med at få forstærkningerne på plads.

Sker det som forventet her i marts, er der udsigt til, at Njals Tårn i løbet af "halvandet til to år" kan sige farvel til spøgelserne og goddag til almindelige beboere – vel at mærke hvis alt går vel, fortæller Martin Rasmussen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/byggeri-med-forkert-beton-har-kostet-kommune-dyrt

GDPR