

KØBENHAVN: Budgettet for Københavns Kommune er netop blevet præsenteret af 43 ud af 55 af medlemmerne i Københavns Borgerrepræsentation. Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
I aftalen er der sammenlagt prioriteret 1,25 mia. kr. på service i 2025, hvor 394 mio. kr. er til børneområdet, 511 mio. kr. til socialområdet og 138 mio. kr. til sundheds- og omsorgsområdet. Derudover sænkes indkomstskatten med 0,1 procentpoint. Denne del af aftalen står SF uden for.
Det er tredje år i træk, København sænker skatten. Årsagen er, at kommunen har masser af penge i kassen, som den på grund af servicerammen alligevel ikke må bruge på driften.
Det største løft af folkeskolen
Københavns Borgerrepræsentation skriver i en pressemeddelelse, at der "prioriteres det største løft i en budgetaftale i årtier af den københavnske folkeskole." Der er 156 mio. kr. i service i 2025 i indsatser, der skal løfte den københavnske folkeskole.
For at styrke folkeskolen og daginstitutionerne har partierne ligeledes besluttet at afsætte 44,8 mio. kr. årligt i 2025-2028 til merudgifter på specialområdet og 156,1 mio. kr. i 2025, 205 mio. kr. i 2026, 139 mio. Kr. i 2027 og 72 mio. kr. i 2028 til mangfoldige fællesskaber.
Tanken bag er, at børn og unge i de almene tilbud i afgrænset perioder kan have behov specialundervisning, mens de stadig indgår i almenmiljøet. Denne metode har i forskningssammenhænge vist at være til større gavn for børnene.
Konkrete tiltag er bl.a. co-teaching med to voksne i alle timer i børnehaveklassen og 1. klasse, ekstra forberedelsestid for lærere og pædagoger og mere tid til forældredialog og overgangspædagoger, der kan støtte børn og børnefællesskaber i overgang fra dagtilbud til skole.
Blandt andre tiltag i folkeskolen afsættes der også 213,9 mio. kr. i perioden 2024-2030 til modernisering af faglokaler på 13 almene skoler. Uden for klasselokalerne vil der også ses en forandring, da der er afsat 16 mio. kr. til renovering af legepladser og uderum på skoler og i daginstitutioner i 2025 og 2026. Derudover er der afsat hele 243, 5 mio. kr. fra 2025 til 2030 til ombygning og tilpasning af Guldberg Skole.
Folkeskolen i København får løbende flere elever, og partierne er derfor blevet enige om at afsætte 12,6 mio. kr. at dække stigende dækningsgrader på almen undervisning udover den demografiske udvikling.
I budgetforliget er der også afsat 3,4 mio. kr. på service i 2025 og 4,8 mio. kr. i 2026 til ombygning af GAIA på Amager, så der kan oprettes 35 permanente specialdagtilbudspladser.
Derudover er der et behov yderligere 50 midlertidige pladser til specialundervisning til udviklingshæmmede børn og unge til skolestart i 2025 og frem til sommeren 2030. Der er afsat 2,5 mio. kr. på anlæg i 2025-2026 til planlægning af de 50 midlertidige pladser.
Stigende udgifter på socialområdet
Socialområdet får et løft med en samlet prioritering af servicen på 511 mio. kr. Dette er bl.a. til stigende udgifter vedr. ambulant alkoholbehandling, hvor der afsættes 30,2 mio. kr. årligt i 2025-2028. Dertil er stigende udgifter ved køb af private krisecenter- og herbergspladser, hvor der er afsat 33,7 mio. kr. i 2025, stigende til 39,7 mio. kr. i 2028.
Der er også afsat 10,1 mio. kr. årligt på service i 2025-2028 til fortsat køb af pladser til udadreagerende borgere på det socialpsykiatriske område efter påbud. Dertil er der afsat penge til at håndtere et andet påbud fra 2020 fra Arbejdstilsynet ved at fortsætte opnormeringen af personalet på børne- og ungehjemmet Nexus. Her afsættes der 4,2 mio. kr. årligt i 2025-2028.
I budgetforliget er der også tildelt 4,9 mio. kr. årligt til at nedsætte ventetiden til 30 dage på Center for Specialundervisning for Voksne, så borgere med psykiske vanskeligheder hurtigere kan få undervisning og vejledning.
Konservative smidt ud af forhandlingerne
Bugetforliget er indgået uden de Konservative og Alternativet. Under forhandlinger i sidste uge blev De Konservative smidt ud af forhandlingslokalet. Til Altinget fortalte partiets leder i København, børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager om grundlaget for situationen.
- Vi er blevet smidt ud, fordi vi ikke vil finde os i, at Socialdemokratiet og de øvrige partier uden videre bryder de aftaler, vi har indgået, sagde han til mediet.
Ifølge Jakob Næsager var Konservative blev lovet to til tre parkeringsanlæg og flere idrætsanlæg til en række skoler i principaftalen, der blev indgået i foråret 2023. Men det løfte har de øvrige partier brudt, fortæller han til Altinget.
I budgetforliget fremgår det, at partierne er enige om, at bilerne skal fylde mindre i det københavnske gadebillede, og der skal være mere plads til nye grønne områder og byliv. Der afsættes 30 mio. kr. årligt i perioden 2025-2028 til grønne initiativer og byrum, som etableres, i takt med at parkeringspladser rykkes fra gadeplan til parkeringsanlæg.
Se tema om Budget 2025 her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.