
BORNHOLM: Da regeringen tilbage i januar i år besluttede at udskyde Energiø Bornholm på ubestemt tid og dermed etableringen af landanlægget, valgte kommunalbestyrelsen på Bornholm i samme forbindelse at sætte arbejdet med identificering af et areal til energipark på pause.
Men efter Tyskland igen har meldt sin interesse for et samarbejde omkring Energiø Bornholm og regeringens efterfølgende udmelding i august om at give grønt lys til indkøb af materialer til et tilhørende landanlæg ved Sose på Sydbornholm, er det igen blevet relevant for kommunalbestyrelsen at se på, hvorvidt man skal indmelde et muligt areal til udpegning af en statslig energipark.
Det bliver dog med kort frist, at der skal findes et areal. Der er nemlig deadline på mulige indmeldinger i december 2025, selvom Bornholms Regionskommune ansøgte om en udsættelse af indmeldelse af et areal til energipark til efter 2025 i lyset af usikkerhederne omkring Energiø Bornholm.
Ansøgningen blev dog afvist af minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), som henviste til, at regionskommunen kunne tilpasse arealet i forbindelse med statens sagsbehandling af sagen.
Stor mulighed
Et flertal på 13 mod 10 har torsdag så besluttet at genoptage arbejdet med at finde egnede områder omkring det kommende energiø-relaterede landanlæg til opførelse af en energipark, fremgår det af et referat fra kommunalbestyrelsen.
- Vi får bare ikke sådan nogle muligheder dryssende jævnligt. Jeg tør godt se ud og se på perspektiverne, der er i det her. De er enorme. Og det er måske også svært at forstå, hvor stort det her kunne gå hen og blive, sagde Kirstine van Sabben fra Moderaterne, til TV2 Bornholm.
Enhedslisten stemte imod forslaget med henvisning til, at der fortsat ikke er endelig afklaring omkring Energiø Bornholm, som er en forudsætning for energiparken.
- Det må være i den omvendte rækkefølge. Først så finder man ud af, hvad man vil lave, og så tager man den proces med at udpege arealer og dermed også involverer de naboer, som det drejer sig om, sagde Enhedslistens Morten Riis til lokalmediet.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.