Bornholm får lov at overtage flygtninge fra Hillerød

Mangel på arbejdskraft har fået Bornholm til at sende en bøn til flere nordsjællandske kommuner.

BORNHOLM: Ofte er det omvendt: At en kommune ønsker at modtage færrest mulige flygtninge, som skal hjælpes med bolig, job og sprogundervisning.

Men ikke på Bornholm. Regionskommunen har henvendt sig til flere nordsjællandske kommuner for at høre, om de vil afgive nogle af de flygtninge, de skulle modtage næste år, skriver Hillerød Posten.

- Det har jeg aldrig prøvet før - altså at få en henvendelse fra en anden kommune, der på den måde ønsker at samarbejde om for eksempel flygtninge, siger Hillerøds formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, Thomas Elong (V), til avisen.

Men politikerne i Hillerød er enige om at godkende at sende op til syv kvoteflygtninge, man skulle have modtaget næste år, videre til Bornholm.

Virksomheder i vækst

Allerede i oktober bad Bornholm Integrationsministeriet om at få nogle af de flygtninge, som skulle fordeles. 

- På Bornholm har vi en stor afvandring fra arbejdsstyrken, og vi har virksomheder i vækst, der har brug for folk i produktionen. Desuden er vi gode til at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Og så tænkte vi, at vi kunne være med til at løse et nationalt problem i samme ombæring, sagde borgmester Winni Grosbøll (S) dengang til DR.

Desuden frygter hun, at det kan få konsekvenser for øens sprogcenter, hvis Bornholm fortsat modtager meget få eller ingen flygtninge.

- Det er klart, at hvis man skal kunne gøre ting godt og ordentligt, så skal der jo være nogle kursister og nogle mennesker til at fylde de her hold op, så man kan køre nogle sproghold, så man kan køre integrationsindsatser, så man kan beholde folk ansat til at gøre det, de er gode til, sagde hun i februar til TV2 Bornholm, da kommunen fik afslag fra ministeriet. 

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt