
SLAGELSE: Efter at have overrasket hele det kommunale landskab ved på sidste byrådsmøde ikke at sende de lokale vandplaner i høring før den lovbundne frist 22. juni, ser det nu ud til, at det snævre flertal for at stemme nej vakler, så politikerne i Slagelse retter ind på linjen.
Byrådsmedlem Michael Gram (DF), der var med til at stemme nej sammen med K, V og løsgænger Peter Lotinga, oplyser til dknyt, at sagen kommer op igen på det ordinære byrådsmøde på mandag 25. juni – ganske vist efter fristen – og her tror han, at de omstridte vandplaner vil blive sendt i høring:
- Vores argument for at stemme imod i første omgang var bl.a., at der var for kort tid til at få ændringsforslag frem. Det har vi jo så nu. Der er jo bl.a. tale om nogle minimumskrav fra staten til oprensning af vandløb, hvor kommunerne kan lægge mere på. Og det er ikke fair, at vi ikke har kunnet se, hvad forvaltningen selv har lagt ovenpå.
Ingen glade for sanktioner
Michael Gram forventer således, at der kan opnås enighed om planerne – evt. efter et ændringsforslag. Han medgiver, at også Statsforvaltningens trussel om bøde har gjort sin virkning:
- Det er klart, at ingen er glade for at blive truet med sanktioner. Så der er tale om et mix af flere argumenter.
Vandplanen vil således kunne vedtages, dog med nogle dages overskridelse af fristen, men det vil næppe være et forhold, som vil blive straffet af Statsforvaltningen, lyder vurderingen i Sjællandske.
Viceborgmester Stén Knuth (V) havde håbet på, at modstanden mod vandplanerne i Slagelse kunne blive landsdækkende – at kommunen kunne blive første dominobrik i en række – men brikken ser nu ud til at blive stående.
Udvalgsformand Ib Larsen (SF) mente for nogle uger siden, at det ikke ville kunne nås at ændre på planerne inden sommerferien og havde regnet med at skulle sende dem i høring til efteråret efter en grundig gennemgang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.