Det Økologiske Råd har valgt civilingeniør, ph.d. Bo Normander til ny formand. Med valget af Bo Normander styrker rådet sin forbindelse til forskningsverdenen. Bo har i en årrække arbejdet ved Danmarks Miljøundersøgelser og bl.a. været ansvarlig for den danske miljøtilstandsrapport - senest Natur & Miljø 2009.
Det har givet Bo et bredt og dybtgående kendskab til miljøets tilstand i Danmark - og sammenhængen til det europæiske og globale miljø.
- Jeg er superglad for at blive valgt som formand for Det Økologiske Råd. Det giver mig en fantastisk mulighed for at kombinere mit engagement for miljøpolitik med min faglige baggrund, udtaler Bo Normander efter valget på det konstituerende bestyrelsesmøde. En enig bestyrelse står bag valget.
Bo Normander afløser Christian Ege, der har været formand siden 2003. Christian fortsætter som sekretariatsleder med den daglige ledelse af rådets arbejde. De to vil fremover deles om at repræsentere rådet udadtil.
- Der er desværre ikke mange miljøforskere, som deltager i den miljøpolitiske debat og dermed bidrager til at kvalificere de politiske løsninger. Men Bo Normander er en af disse. Derfor er vi meget glade for, at han nu bliver formand for Det Økologiske Råd, udtaler sekretariatsleder Christian Ege.
Bo Normander vil gerne styrke rådets arbejde med natur, landbrug og biodiversitet. I Danmark er naturen fortsat i tilbagegang, og målet om at standse tabet af biodiversitet inden 2010 nås ikke. I stedet har Danmark sammen med de andre EU-lande udskudt målet til 2020.
- Hvis regeringen ikke snart tager den danske natur alvorligt og begynder at bruge virkemidler, som faktisk virker - så når vi heller ikke målet i 2020. Noget af det vi skal gøre i Danmark er drastisk at sænke kvælstofudslippet fra landbruget, herunder fordampning af ammoniak fra husdyrene. Den store kvælstofbelastning er med til at forarme vores natur, hvor mange af de naturligt hjemmehørende plantearter er afhængige af et lavt kvælstofniveau. De bliver fortrængt af brændenælder og andre, som elsker kvælstof, siger Bo Normander.
Det Økologiske Råd har gjort en stor indsats i de senere år, bl.a. ved at påklage en række godkendelser af husdyrbrug. Regeringen vedtog i 2007 en uklar lov om godkendelse af husdyrbrug. Mange kommuner har tolket loven til ugunst for naturen. I samtlige af Det Økologiske Råds 32 klagesager, som hidtil er afgjort i Miljøklagenævnet, har vi fået medhold.
Det drejer sig bl.a. om, at man skal bruge den bedste tilgængelige staldteknologi, som sænker ammoniakfordampningen. Det gælder fx gylleforsuring og brug af faste gulve frem for fuldspaltegulve. Kravet om kvælstofreduktion kan samtidig vendes til noget positivt - at styrke landbruget som energileverandør, bl.a. via biogas.
Om Det Økologiske Råd
Det Økologiske Råd er en uafhængig miljøorganisation, der bestræber sig på at grave et spadestik dybere end andre. Rådet anviser konkrete forslag til løsning af miljøproblemerne. Rådet lægger derfor stor vægt på at bruge den seneste viden fra forskningen.
Rådet arbejder med en større palet af miljøsager som hvordan vi undgår brug af farlig kemi, klimapolitik, energibesparelser i bygninger, helhedstænkning i landbruget, trafik og luftforurening.
I 2009 modtog Det Økologiske Råd Aase & Ejnar Danielsens Fonds Miljøpris på 250.000 kr. Læs mere om rådet på www.ecocouncil.dk
Om Bo Normander
Bo Normander har siden 2004 arbejdet som seniorrådgiver og forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser inden for integreret analyse og miljøvurdering. Han har bl.a. været projektleder og redaktør for den danske miljøtilstandsrapport (Natur og Miljø 2009) og konsulent for Det Europæiske Miljøagentur (EEA).
Bo Normander har endvidere erfaring med miljøpolitisk arbejde og formidling som tidligere redaktør af Det Økologiske Råds tidsskrift Global Økologi, og som kampagneleder og aktivist i miljøbevægelsen NOAH - Friends of the Earth.
Bo Normander er 39 år og bor på Vesterbro i København med Mette og deres nyfødte søn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.