
FREDERCIA: Steen Wrist (S) har i formiddag fremlagt konklusionerne i den advokatundersøgelse, som kommunen selv bestilte i december.
Hele sagen overdrages til politiet, og der er indledt afskedigelsessager mod den hjemsendte kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard, oplyste borgmesteren blandt andet på et pressemøde i rådhussalen.
Derudover konkluderer advokatfirmaet Horten blandt andet, at salget af Argentinervej 42 ikke var i overensstemmelse med udbudsreglerne, og at direktøren gav en ulovlig instruks. Derudover har kommunen ikke behandlet aktindsigtsanmodninger og klagesager korrekt.
En del af kommunens undersøgelser omhandler habiliteten hos Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard (S).
Rygter om en "nær relation" mellem de to havde længe svirret i byrådet.
- Vi kender til rygterne i byrådet. De har svirret længe, og jeg fortryder i dag, at jeg ikke har reageret tydeligere og tidligere på rygterne, siger Steen Wrist.
- Det er kritisabelt, at økonomiudvalget ikke blev orienteret om rygterne og karakteren af relationen tidligere i processen, siger han.
En mulig nær relation kan gøre begge inhabile.
- Derfor kan der ikke være en særlig, nær relation mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, siger Wrist på pressemødet.
Horten skriver, at det ikke har været muligt at kortlægge karakteren af relationen.
Steen Wrist havde ikke regnet med at indlede sin borgmestertid med en sag af denne karakter, sagde han. Og undervejs i undersøgelsen er omfanget vokset betydeligt, og "vi har måttet væbne os med tålmodighed". Derfor blev deadlinen for advokatundersøgelsen også udskudt med velsignelse fra Ankestyrelsen.
Bjerregaard købte byggegrunden Argentinervej af kommunen efter et mundtligt bud. Kommunens salgschef forsøgte dengang ikke at få et højere bud fra andre interesserede, som ellers var inde i biledet. Og det har Henrik Olsen, chefjurist i kommunen, erkendt var en fejl: En kommune må ikke nøjes med et mundtligt bud, men skal have det skriftligt.
Anonym mail fik snebolden til at rulle
1. viceborgmester Susanne Eilersen (DF) fik i december indtryk af, at der var noget galt, fortæller hun. Hun fik en mail 11. december, hvoraf det fremgår: At administrationen holdes i jerngreb af byrådet, at borgmesteren afskediger chefer, der vil overholde love, at han vil ansætte chefer uden stillingsopslag, og at han ser stort på habilitet.
Mailen sendtes anonymt, og Eilersen vurderede, at anklagerne var så alvorlige, at mailen skulle med på det kommende økonomiudvalgsmøde.
- Jeg finder det problematisk, at kommunaldirektøren og Jacob Bjerregaard ikke selv har italesat den sag, siger Eilersen på pressemødet.
Ligeledes vurderer undersøgelsen, at parterne har tilbageholdt information om deres relation.
Jacob Bjerregaard forlod jobbet i december. Kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard blevet hjemsendt i henholdsvis januar og februar.
Tidligere har bl.a. TV Syd berettet om, hvordan arbejdsmiljøet omkring Bjerregaards angivelige topstyring har fået ansatte til at sige op.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.