HVIDOVRE: -Det lugter langt væk af A-hold og B-hold i sundhed, lyder bredsiden fra Hvidovre Kommunes viceborgmester Helle Adelborg.
- Det kan da godt være, at ledelsen på Gentofte Hospital oplever, at kommunerne nord for København efterhånden er blevet røgfri og at antallet af rygere er faldet markant i de seneste år - og dermed også antallet af patienter med sygdomme og lidelser relateret til rygning. Men sådan er det altså ikke her på Vestegnen, konstaterer Hvidovre Kommunes socialudvalgsformand, viceborgmester Helle Adelborg, som er vred over planerne om at lukke Vestegnens Lungeklinik, som i en lang årrække har haft til huse i Hvidovre.
Social ulighed på sundhedsområdet
Lungeklinikken er en afdeling under Gentofte Hospital, og 10.000 gange hvert år tager medarbejderne på klinikken imod patienter fra hele Vestegnen - og Tårnby på Amager. De kommer for at blive undersøgt for lungekræft, tuberkulose, astma og andre lungesygdomme, der bl.a. er relateret til rygning. Klinikken gør en betydelig indsats for at få patienterne til at holde op med at ryge og til at leve et sundt liv.
- Det er efterhånden almen viden, at der er sociale forskelle i forhold til sundhed. Men en lukning af Vestegnens Lungeklinik vil være en helt konkret - og modbydelig - demonstration af begrebet 'social ulighed i sundhed. Planerne lugter langt væk af, at man enten glemmer hovedstadsregionens svageste patienter eller bevidst har inddelt dem i et A-hold og et B-hold. A-holdet - nord for København - har ikke længere store problemer med sygdomme relateret til rygning, og har i øvrigt stort udbud af speciallæger i deres nærområde. B-holdet - os på Vestegnen, ja vi må klare os selv. For nu skal der spares penge, konstaterer konstaterer Helle Adelborg.
Vestegnens Lungeklinik ligger lige netop dér, hvor der er allermest brug for den. Der er nemlig flere borgere på Vestegnen, der får konstateret lungesygdomme, fx KOL (rygerlunger), end der er i resten af hovedstadsområdet.
Til gengæld er der er ingen privatpraktiserende læger med speciale i lungemedicin i den sydlige del af Regionen Hovedstaden, og en lukning af lungeklinikken nu og her vil altså betyde, at de alment praktiserende læger på Vestegnen skal presse yderligere opgaver ind i et i et i forvejen travlt program. De kan henvise lungepatienterne til hospitalerne, dog med risiko for længere ventetid. Og set med Hvidovre Kommunes optik er det meget betænkeligt. Lungekræft har fx en høj dødelighed og kræver hurtig udredning.
- I kommunerne og i regionerne er vi sat til at løse problemet med ulighed i sundhed, og derfor bør Regionsrådet nu gribe ind og sikre, at besparelser på et sygehus i Gentofte ikke medfører yderligere skævhed i adgangen til sundhedsydelser på Vestegnen, konkluderer Hvidovres socialudvalgsformand og viceborgmester Helle Adelborg.
Fakta
• Vestegnens lungeklinik hører under Gentofte Hospital, der har en klinik i syd og en i nord. Det er en ordning tilbage fra de gamle amters tid.
• På Vestegnen findes hverken røntgenklinik eller praktiserende lungemedicinere.
• Der kan dog henvises til røntgenundersøgelse hos praktiserende radiologer i Københavns - og Frederiksberg Kommuner.
• Lungemedicin er et speciale, der blandt omfatter infektioner, KOL, kræft, allergi, astma og søvnløshed.
• Lungekræft har høj dødelighed og kræver hurtig udredning
• Astma og allergi er stadig stærkt stigende
• KOL kan ikke helbredes, men sygdommens udvikling kan stoppes.
• Forekomsten af kroniske lungesygdomme på Vestegnen ligger over gennemsnittet og langt under gennemsnittet i kommunerne nord for København.
• Den store dræber er rygning (KOL, lungekræft)
Kilder: www.regionh.dk/sundhed og Sundhedsprofilen for region og kommuner 2008.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.