Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Vindmøllepark ved Nørrekær Enge.
Foto: Morten Rasmussen, Biofoto, Ritzau Scanpix

Behov for statslig planlægning vokser

Opsætning af vindmøller på land ender alt for ofte i konflikt mellem borgere, natur og grøn energi. Staten bør træde til med en samlet strategi, lyder det fra flere sider.
25. MAR 2021 7.25

Det er ikke kun klager fra naboerne til vindmøller om støj og værditab, som kan risikere at sætte en kæp i hjulet på vindmøller på land. En lang række projekter – senest med Vindpark Thorup-Sletten og Nørrekær Enge som eksempler – er endt i problemer på grund af hensyn til biodiversitet. 

Sebastian Jonshøj, vicepræsident hos Danmarks Naturfrednings, understreger ved Wind Denmarks årsmøde, at han og DN bestemt går ind for vindenergi på land – det skal bare være under de rette forhold, siger han. 

- Natur, biodiversitet og klima, det hele hænger sammen. Vores udfordring er, at vi skal få plads til det hele. Vi vil gerne have mere vindenergi, men det må ikke komme på bekostning af sårbar natur, siger Sebastian Jonshøj. 

Han mener, at der er behov for en bedre, mere klog planlægning for, hvordan man skal opsætte VE-anlæg i Danmark på lang sigt. 

Det er en, holdning som Flemming Madsen (S), formand for Teknik- og Erhvervsudvalget i Svendborg Kommune er enig i. 

- Der er behov for en mere overordnet planlægning. Den samlede planlægning er ikke noget, der bør ligge ude i 98 forskellige kommuner, siger han. 

VE-anlæg og biodiversitet er ikke modsætninger 

Hos Wind Denmark oplever man, at der er en stigende modstand mod vindmøller og solcelleanlæg på vegne af naturen og bidoversiteten. Men det er altså et modsætningsforhold, som kan være misforstået. 

- Der er rigtig meget ny teknologi undervejs for at skabe bedre forhold for naturen. Det kan være, at vi lukker ned for vindmøllerne i særlige perioder, hvor der er flagermuse eller fugle i nærheden, fortæller Jens Rasmussen, direktør hos Eurowind Energy. 

Han fortæller desuden, at man i forbindelse med en række repowering-projekter, hvor man vil udskifte ældre vindmøller med nye, mere effektive vindmøller oplever, at naturforholdene er bedre, end de var, da man i sin tid satte vindmøller op.

Eurowind Energy arbejder nu særligt i hybridparker, hvor man kombinerer solceller med vindmøller, så man får så meget grøn energi på området som muligt. 

Skal stå ved målsætning

Tidligere borgmester og nuværende energi- og forsyningsordfører for Venstre Carsten Kissmeyer er enig i, at der er behov for mere overordnede styring for opsætningen af VE-anlæg. 

Han nævner blandt andet, at det giver bedre mening at opsætte VE-anlæg i områder med eksempelvis lav biodiversitet. 

- Not-in-my-backyard presser kommunerne helt vildt. Med det er ikke kun på land, men også for havvindmøller, hvor man ved Omø skal tage hensyn til fugle, mens der nu er fiskere, der vil have flyttet Hesselø Havvindmøllepark. Der er brug for en overordnet planlægning, siger Carsten Kissmeyer. 

Det er dog ikke kun staten, der skal træde i kraft, mener Jens Astrup Madsen, energichef ved Landbrug og Fødevarer. Han er enig i, at der er behov for mere langsigtede planlægning, men han mener, at det også er vigtigt, at lokalpolitikerne står ved deres egne grønne planer. 

- Det vil klæde mange lokalpolitikere, at de står på mål for deres egne planer. Det er uholdbart med skiftende rammevilkår og lige nu er der alt for mange projekter, som ender med ikke at blive til noget, siger han.