2.500 år diskussionerne om 'os og dem':
'Antropologiens idéhistorie'

Af Paul Hegedahl

Ole Høiris:
''Antropologiens idéhistorie. 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede';
Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010.
I serien: Acta Jutlandica, Humanistisk serie 2010:1.
516 s., indb., 16,5 x 25 cm., stikordsregister, efter hvert kapitel fyldig liste over citeret litteratur og anvendt litteratur.
Kr. 398,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7934-564-5.
Udgivelsen er støttet af Landsdommer V. Gieses Legat og Lillian og Dan Finks Fond. 

Ethvert individ, ethvert samfund opfatter i varierende omfang sig selv om enestående og gør de andre til fremmede - grænsen for ens identitet standser der, hvor de fremmedes begynder. Dette spil mellem identiteter og det, man med føje kan betegne som fremmedangst eller fremmedhad har lige siden antikken optaget filosoffer, forfattere og opdagelsesrejsende i de forskellige kulturer og samfund. Men fra antropologiens perspektiv skifter enkeltpersoner og grupper også mellem at definere sig selv som helt unikke og som brikker i et større universelt projekt om f.eks. en religions udbredelse eller udvikling af bestemte kulturer og civilisation.

'Antropologiens idéhistorie' er titlen på denne bog. I sin indledning gennemgår forfatteren Ole Høiris bl.a. de forskellige kulturers oprindelsesmyter og herunder beretningerne om, hvordan de adskiller sig fra andre, og han skriver: ' Hvad enten man betragter andre folk som mennesker eller ej har der i alle samfund været behov for at forklare, hvorfor de andre var anderledes, og fra og med antikken kan vi følge den del af denne debat, som ikke bare nøjes med at konstatere forskellene og reducere det fremmede til naragtigheder eller afvigelser fra det normale, men som også forsøger at forklare, hvorfor der er disse forskelle. Det er således den lærde, den reflekterede, den autoriserede eller autoriserende fremstilling, den fremstilling som gennem tiden i status svarer til videnskabens status og autoritet i dag, der vil blive undersøgt i det følgende. Det betyder ikke, at disse fremstillinger eller forklaringer er mindre etnocentriske end de mere spontane og mytiske udsagn, men de er langt mere forpligtede på de filosofiske baggrunde og metodiske forudsætninger, de læner sig op ad. Og da disse filosofiske baggrunde og metodiske forudsætninger er baseret på mere generelle opfattelser af, hvad der er erkendelse, og hvad der giver erkendelse gyldighed, kan de ikke bare laves om spontant ud fra øjeblikkelige behov. Faktisk er det i de teoretiske vanskeligheder med at etablere en acceptabel og dermed gyldig orden, at de bagvedliggende grundforestillinger viser sig.
  Også her i det moderne samfund har man et behov for at identificere sig selv og andre. I og med at det fysiske i rum og tid er rammerne for den centrale erkendelsesform i moderniteten, gælder dette også for erkendelsen af forholdet mellem os selv og det/de anderledes. Hvor det i den europæiske historie tidligere var teologien og senere filosofien, der stod for at etablere denne erkendelse, har der de seneste ca. 250 år udviklet sig en række verdslige, videnskabelige erkendelsesformer, således at arkæologi og de historiske fag tager sig af det tidslige, mens geografiske fag som f.eks. humangeografi og en række samfundsvidenskaber tager sig af den rumlige identifikation. Også en naturvidenskabelig analyse af mennesker som et biologisk væsen har i form af raceforskning været central i denne seneste periode, men efter 2. Verdenskrig har dette været stærkt på retur inden for antropologien og etnologien, selv om en slags raceforskning inden for andre forskningsområder har fået en renæssance med den såkaldte sociobiologi og med dna-analyserne.
- - - I det følgende behandles såvel den antropologiske som den etnologiske idéhistorie, men med primær fokus på de antropologiske teorier, der sætter de fremmedes problematik på dagsordenen med henvisning til en forståelse af mennesket, verdens orden og vor egen identitet i en modstilling til eller relation til folk, der sættes uden for de forskellige civilisationsbegreber, der gennem tiden har formuleret Vestens identitet, da det er her, det menneskelige på tværs af og med reference til de globale forskelle er blevet diskuteret. De to tilgange, den antropologiske og den etnologiske, har både eksisteret sideløbende og har afløst hinanden i historiens løb, men mens etnologien ofte er blevet reduceret til slet og ret beskrivelse af de fremmede, er det inden for antropologien, at man har forsøgt at placere de fremmede i forhold til os selv. - - - Derfor er det i de antropologiske analyser, at de store problemer om vore egen og de andres identitet har været på spil, og derfor er de antropologiske teorier langt mere følsomme over for tidens tendenser end de etnologiske. I samspillet mellem etnologien og antropologien ligger således dialektikken mellem det partikulære og det universelle i vor opfattelse af mennesket, samfundet eller kulturen, og herved spænder faget ikke kun over samfundsvidenskab og humaniora, men udfordres også hele tiden af den konstant dynamiske spænding mellem opfattelsen af egen identitets særegenhed og opfattelsen af den menneskelige universalitet.'

Forfatteren skriver også, at grundlaget for denne bog blev lagt under hans ophold 2000-2006 på Center for Kulturforskning på Aarhus Universitet: ' - - hvor tværfagligheden åbnede mine øjne for, at de samme tanker syntes at ligge bag så forskellige fag som dramaturgi, musik, antropologi, filosofi, semiotik, arkæologi, lingvistik osv.'

En særdeles interessant gennemgang
'Antropologiens idéhistorie' følger teorierne, tankerne og diskussionerne om 'os og dem' gennem Antikken, Middelalderen, Renæssancen og Oplysningstiden, Romantikken, Moderniteten hele vejen op til det 20. århundrede og viser, hvordan ideen om den fremmede har tjent mange forskellige formål - og stadig gør det. Beskrivelsen af den fremmede som enten dyrisk eller ædel, for nu at bruge to af de helt forenklede og klassiske udtryk, skaber fundamentet for egen selvforherligelse eller indadrettet kulturkritik - og voldsomme diskussioner. Ved at følge disse hovedspor beskriver forfatteren interessant og tydeligt de 2500 år lange linjer bag vores identitetsdannelse samt konstruktionen af de eksistentielle byggesten, som karakteriserer vores forskelligartede kulturer.

- og hvad skal vi så bruge det til?
I en omfattende og indsigtsfuld anmeldelse 'Alle tiders antipoder', Weekendavisen # 47 26. november 2010 af denne bog, stiller lektor i antropologi, mag.scient. Inger Sjørslev, Københavns Universitet spørgsmålet 'Og hvad kan man så bruge 2500 års idéhistorie til? Hun svarer selv: 'Blive klogere naturligvis. Især kan det være nyttigt at træde et mentalt skridt til side fra dagens mest sejlivede overbevisninger og kaste et kritisk blik ind på det, vi er sikre på for tiden. Hvem ved, i eftertidens klarere lys kan tidens sandheder måske komme til at tage sig lige så underholdende uhyrlige ud som de monstre, man tidligere udstyrede dele af kloden med. Dagens billeder af de andre ligger ikke altid langt fra monstrene. - - - En af værdierne ved det lange historiske blik Høiris præsenterer os for, er netop, at det kan give anledning til kritisk selvrefleksion også over vor tids ideer.'

Og Ole Høiris forklarer afslutningsvis side 508, at antropologien i høj grad giver en indsigt, der kan anvendes i organisationerne her og nu: ''Med reaktionen mod modernitetens determinisme, afskaffelsen af ideerne om samfundets relative udvikling eller primitivitet forsvandt det større antropologiske tema som projekt, men metoden viste sig som nævnt at have en bred anvendelighed. I kraft af en definition af enhver form for gruppeaktivitet som en kulturel særegen analytisk enhed, kunne antropologien tilbyde en analyse i form at det, der ofte blev en fænomenologisk beskrivelse, hvor gruppedynamikken kunne fremstilles i kvalitative etiske eller æstetiske termer helt ned i individuelle aktioner. I senmoderne samfund, hvor styringsformerne skal udvikle gruppers selvforvaltende ansvarlighed, har antropologiens kvalitative metode vist sig at kunne give de indsigter, disse tilsyneladende flade ledelsesstrukturer har behov for. Eller mere bredt kan man sige, at hvor der skal ske kommunikationen inden for en gruppe med en eller anden fælles sammenhæng - erhverv, sport, kunst, osv. eller mellem grupper, der er i et autoritært forhold til hinanden, synes antropologien at kunne blotlægge de kommunikative relationer, der gør sig gældende. Igen er det således strategierne bag adfærdsformernes reproduktion, der er målet for analyserne, nu blot i mere individuel form end tidligere og i stadigt stigende grad inden for det nærmeste nærmiljø.'

Bogen kan naturligvis i udstrakt grad bruges i undervisningen i en række fag - men den er således også velegnet for alle, der gerne vil have en større forståelse for, hvorledes vores verdensbillede - vores opfattelse af 'de andre' har udviklet sig gennem tiderne, hvordan det ser ud i dag - og hvordan vi skal leve sammen i den globaliserede verden på de mange niveauer fra hele samfund til den enkelte administrative enhed og dens omgivelser.

Man kan bruge den til som kobbersmedemester-madammen i J. Chr. Hostrups 'Gjenboerne' fra 1844 ikke blot at se sine egne vinduer, men se ind igennem dem. (Den komedie var jo i øvrigt i høj grad baseret på ideen om modsætninger).

Og så er den skrevet i et levende og interessant sprog, der gør læsningen til en fornøjelse.

Om forfatteren
Ole Høiris er docent i antropologi ved Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet. Han er magister i Etnografi og Socialantropologi fra Aarhus Universitet 1973. Ole Høiris har lavet feltarbejde i Marokko i 1960'erne og 1970'erne, men har ellers haft antropologiens teori som område. Han har været dekan for det Humanistiske Fakultet, januar 1988 - januar 1993 og fra 2000 - 2006 var Ole Høiris centerleder på Center for Kulturforskning.