
Den triste historie om den etiopiske pige Amy har efterhånden været forholdt og behandlet på samtlige niveauer – politi, organisationer, professorer, direktører, MF'ere, ministre og Ombudsmanden er i berøring med sagen. Senest har socialminister Karen Hækkerup bedt Ankestyrelsen om at vurdere sagen – en til gang.
Den 'danske' fortælling om Amy starter, da hun som ni-årig (det er senere blevet vurderet, at Amy højst sandsynligt er et par år ældre, end hvad børnehjemmet i Etiopien har anslået) bliver adopteret af en familie i Danmark. Efter en kortere periode magter adoptivforældrene hende ikke – Amy har voldsomme reaktionsmønstre, hvilket fører til at forældrene tyer til vold. Amy bliver akutanbragt hos en garvet plejefamilie i Næstved Kommune – en slags mellemstation indtil kommunen har vurderet, hvor hun skal anbringes.
I mellemtiden knytter Amy sig plejefamilien og ytrer flere gange for sagsbehandleren, at hun ikke ønsker at bo andre steder. Plejefamilien – der vel at mærke er benyttet som en akutløsning, hvilket ofte kun drejer sig om et par uger – har over en længere periode rykket kommunen for at få nyt at vide om Amys fremtid. Amy selv giver også udtryk for, at hun har stort behov for at kende 'planen' for, hvor hun skal hen.
Efter et stykke tid vurderer Næstved Kommune, at Amy skal på en døgninstitution med professionelle pædagoger. Den dag Amy bliver hentet hos plejefamilien græder hun, skriger og forsøger at kæmpe sig fri – situationen er ganske voldsom og bliver videodokumenteret, hvilket efterfølgende får Børns Vilkår til at anmelde kommunen for at handle mod FN's Børnekonvention.
- Et barn, der er så stort og modent som Amy, skal have ret til, at man finder en løsning, som hun også selv er indforstået med, siger formand Peter Albæk til Politiken.
Kirsten Ketcher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet, vurderer, at 'kun i særlige tilfælde må kommunale medarbejdere og politi anvende magt mod børn – og det gælder ikke flytning fra et anbringelsessted til et andet.
Også socialminister Karen Hækkerup (S) går på det tidspunkt ind i sagen og understreger overfor Politiken, at en kommune kun skal flytte et barn af beskyttelseshensyn – fx hvis man er bekymret for overlast mod barnet, hvilket Næstved Kommune ikke svarer på, om Amy er.
Politianmeldelse den anden vej
Ifølge Næstved Kommune er plejefamilien og bisidderen fra Børns Vilkårs medskyldige i, at flytningen af Amy bliver så voldsom. Børne- og kulturdirektør Per B. Christensen mener, at de har støttet hende i at sætte sig imod.
- Plejefamilien er i et kontraktligt ansættelsesforhold, og de bør, selv under meget vanskelige vilkår, for pigens skyld bidrage til, at den overgang er så lidt smertelig for hende som muligt, siger Per B. Christensen til Politiken.
Næstved har efterfølgende fyret Amys bisidder og meldt plejefamilien til politiet.
Minister ind i sagen
Ankestyrelsen har én gang gennemgået sagens akter uden at høre Amy eller andre involverede, men har her ikke fundet anledning til at gribe ind. Men efter at socialminister Karen Hækkerup har set den voldsomme video, har hun underrettet Ankestyrelsen og bedt den vurdere sagen endnu engang.
Også Folketingets Ombudsmand har modtaget en klage over kommunens behandling af Amy. Men da Ankestyrelsen også behandler sagen, har ombudsmanden ikke indledt en undersøgelse. Dog har Ombudsmanden imidlertid bedt Ankestyrelsen om at holde ham underrettet.
Amy befinder sig nu på en døgninstitution, hvor hun har forbud mod at se plejeforældrene. De eneste voksne hun må se, er adoptivforældrene, som har forældremyndigheden over hende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.