Alle vil ændre incitamenterne - men af forskellige grunde

Af Knud Abildtrup, [email protected]

AALBORG: Incitamentsstrukturen står for skud i de to sundhedspolitiske udspil, denne uge har budt på. Og både regioner og kommuner ønsker at gå andre veje, når det handler om incitamentsstrukturen - hvordan kommunerne medfinansierer sygehusdriften ved for tiden at betale mere af den, jo flere borgere fra kommunen, der indlægges.

Først kom Danske Regioner med 'Det hele sundhedsvæsen' (se link nedenfor), der både antyder en fremtid, hvor indlæggelse på sygehus ikke er eneste mulighed for at blive rask - og at ressourcerne ikke rækker til blot at skrue behandlingsaktiviteten opad.

Så på Kommunalpolitisk Topmøde i dag offentliggjorde KL sit udspil, 'Det nære sundhedsvæsen', der også handler om at intensivere den borgernære sundhedspleje - og at undgå for mange af de dyre indlæggelser.

Kommunerne gør særligt meget ud af den pointe, der kan synes paradoksal fra en kommunal synsvinkel: 'At i dag belønnes sygehusene for deres aktivitet. Det giver hospitalerne tilskyndelse til en masse behandlinger. Men det er nu engang sådan, at investering i sygehusvæsenet giver flere patienter.'

Det er således hele tænkningen i incitamenterne, der står for skud. Ikke mindst tidligere indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) havde stærke holdninger til metodens effektivitet og fik vedtaget at hæve procentdelen af den kommunale medfinansiering. I hans øjne var det sundt og logisk, at kommunerne lod sig motivere til at forstærke den forebyggende indsats, når det kostede ved kasse ét, hver gang, en borger skulle på hospitalet.

Og den tankegang holder KL for så vidt stadig fast i: 'Den kommunale medfinansiering giver kommunerne en tilskyndelse til at styrke den forebyggende indsats. Og den giver et incitament til at klare sig bedre end gennemsnittet. Det er i sig selv en vigtig mekanisme.'

Columbusæg - tak
Men skal det gå efter kommunerne, må der findes et columbusæg, så man kan belønne forebyggelse, uden at sygehusene bare får overskud til 'finde på' nye behandlinger, så kommunerne skal betale for endnu flere patienter, lyder ræsonnementet. For:

'... medfinansieringen skaber ikke finansiering til at løfte flere opgaver i kommunerne. Og den sikrer heller ikke, at kommuner, der iværksætter en effektiv forebyggelsesindsats, tilsvarende får lavere medfinansieringsudgifter, når den øvrige aktivitet i sygehusvæsenet stiger. Tværtimod skaber en effektiv forebyggelsesindsats mulighed for, at sygehuset kan tilbyde ny service, og dermed et større udgiftspres på kommunerne.'

Så vidt kommunerne. Men regionerne er også ude efter incitamenterne: Under overskriften 'De økonomiske incitamenter skal ændres, så de understøtter bæredygtighed, helhed og sammenhæng' lyder det:

'Incitamentsstrukturen i sundhedsvæsenet skal sikre et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen. Det gør den nuværende struktur ikke. Den kommunale medfinansiering medfører eksempelvis bureaukrati, splid og usikkerhed omkring snitfladerne og ansvaret i den vigtige forebyggelsesindsats. Derfor skal modellen ændres og den kommunale medfinansiering afskaffes, så der er overensstemmelse mellem incitamenter og de resultater, der skal opnås.'