
AALBORG: Snart kan tusindvis af ældre brændeovne i Aalborg Kommune blive forbudt. Det skriver DR.
Et enigt klima- og miljøudvalg i kommunen vil have byrådet til at stemme et forbud mod ældre brændeovne installeret før 1. juni 2008 igennem.
- Det handler om sundhed og partikelforurening. Ældre brændeovne brænder mindre effektivt, siger formand for udvalget Anna Aaen fra Enhedslisten.
Andre kommuner som Aarhus, København, Frederiksberg og Roskilde har vedtaget samme forbud, skriver DR.
Kommunen anslår, at der i runde tal, vil være tale om op mod 3000 brændeovne. Det tal stammer fra BBR-oplysninger sammenholdt med oplysninger fra skorstensfejere.
Landets kommuner har siden 1. juli 2023 haft mulighed for at forbyde ældre brændeovne i områder med fjernvarme.
- De, som bor i et område uden fjernvarme, må gerne beholde den gamle brændeovn, siger udvalgsformanden.
Det skyldes, at ældre brændeovne forurener mere end nyere modeller. Ældre brændeovne udleder således op til fem gange så mange partikler som nye.
- Hvis det bliver vedtaget i byrådet, træder det i kraft i sommerferien næste år, siger Anna Aaen (Ø).
Det er ikke muligt for kommunen at kontrollere, om folk har opsat en ældre brændeovn i deres hus. Derfor forventer Anna Aaen, at forbuddet skal være dialogbaseret.
- Vi tænker at køre en tillidsbaseret dialog. Vi skal ikke ud at banke på døre og tjekke folks brændeovne, siger hun.
- Det er et spørgsmål om sundhed, og det forventer jeg, at langt de fleste vil bakke op om.
Klima- og miljøudvalget i Aalborg Kommune udgøres af Liberal Alliance, Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Enhedslisten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.