
AARHUS: Et samlet sundheds- og omsorgsudvalg i Aarhus Kommune har bedt forvaltningen i Sundhed og Omsorg om at kontakte TV2 for at få tilladelse til at se de skjulte optagelser, som TV2 Dokumentar har lavet på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Men Aarhus Kommune vil ikke tage kontakt til TV2. Det fremgår af en orientering, som Sundhed og Omsorg mandag aften har sendt ud til medlemmerne i udvalget.
Forvaltningen i Sundhed og Omsorg har anmodet Borgmesterens Afdeling om at afklare, om udvalgsmedlemmerne må se videooptagelserne. I svaret henviser man blandt andet til rettens afgørelse om et forbud mod optagelserne.
'Retten vurderer, at betingelserne for at nedlægge et midlertidigt forbud er opfyldt, jf. retsplejelovens § 411, jf. § 413, stk. 1, nr. 2 og 3. Derfor må TV 2 ikke tilgængeliggøre de skjulte optagelser på nuværende tidspunkt. Heller ikke i forbindelse med et udvalgsmøde i Aarhus Kommune,' lyder det i vurderingen fra Borgmesterens Afdeling.
'Jura er ikke det vigtige her'
I orienteringen skriver Sundhed og Omsorg, at rettens kendelse, 'som forbyder TV2 at tilgængeliggøre optagelserne, er således klar og tydelig, og TV2 vil på ingen måde kunne fremvise de skjulte optagelser uden at ifalde strafansvar'.
Fredag meldte et samlet sundheds- og omsorgsudvalg i Aarhus Kommune ud, at de meget gerne ville have mulighed for at se optagelserne fra dokumentaren.
- Vi er fem partier, som har et ønske om at få lov at se optagelserne. Nu er familien trådt frem, vi har fået flere oplysninger, og vi synes, vi har brug for at blive klogere, sagde formand for sundheds- og omsorgsudvalget Lone Hindø (S) fredag til TV2 Østjylland.
Også Venstre bakkede op. De går endda skridtet videre og vil have optagelserne offentliggjort for alle.
- Det kan godt være, at man kan finde noget jura, der gør, at optagelserne ikke kan blive offentliggjort. Men det er slet ikke det vigtige her, lød det samme dag fra Hans Skou (V).
- Vi skal ikke bruge flere kræfter på at kæmpe imod, at de her optagelser kommer frem. Vi skal lære af den her sag, og den skal have de konsekvenser, den skal have, og så skal vi komme videre herfra, sagde Hans Skou.
jeg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.