
400 journaliststuderende rykker ud til 50 nyhedsredaktioner landet over for at hjælpe lokale og regionale medier med dækningen af efterårets kommunalvalg.
Det skriver Constructive Institute ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Instituttet, der uddanner journalister i konstruktiv journalistik, er initiativtager til projektet "Dit Valg. Vores Danmark".
Det sker i samarbejde med blandt andet alle danske lokale og regionale medier, de tre journalistuddannelser, Danmarks Statistik og forskere på Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
Formålet skal sikre den bedst mulige dækning af kommunal- og regionsrådsvalget 18. november.
Som en del af projektet vil de politiske kandidater inviteres til bootcamps, der skal hjælpe dem med at føre en god valgkamp. Tidligere borgmestre Jakob Bundsgaard (S) og Lars Krarup (V) deltager også i møderne og sidder begge i styringsgruppen for projektet.
Hårdt pressede medier
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) glæder sig over, at det er lykkedes at samle "så mange gode kræfter om at give de lokale og regionale medier flere muskler" i dækningen af valget.
Han slår også fast, at lokale og regionale medier spiller en "nøglerolle" i demokratiet.
- Men det er desværre ingen hemmelighed, at særligt de lokale medier er hårdt pressede af, at techgiganterne løber med annoncekronerne og læsernes opmærksomhed, og at der i den seneste tid har været adskillige fyringsrunder på redaktionerne, siger kulturministeren i pressemeddelelsen.
Siden kommunalvalget i 2021 er der ifølge Constructive Institute forsvundet tæt på 350 journalister på lokale og regionale medier.
Ud over ekstra hænder fra journaliststuderende vil projektet stå bag ti valgfestivaler rundt om i landet for at engagere vælgere.
Danmarkshistoriens største meningsundersøgelse vil blive gennemført af Epinion, der vil spørge 400.000 danskere om deres holdninger og prioriteringer.
Alex Nielsen, der er chefredaktør og administrerende direktør for Mediehusene Midtjylland, kalder projektet "ambitiøst" og en mulighed for at vise, "hvad den lokale journalistik kan".
En række almennyttige fonde, heriblandt Velux Fonden og TrygFonden, støtter initiativet.
Initiativer i projektet "Dit valg. Vores Danmark"
- I Danmarkshistoriens største meningsundersøgelse bliver 400.000 danskere af Epinion spurgt om deres holdninger, prioriteringer, udfordringer, drømme og forventninger i alle landets kommuner og regioner. Og alle svar bliver stillet til rådighed for både medier og kandidater.
- Op mod 400 journaliststuderende fra de tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC, flytter til 50 nyhedsredaktioner overalt i landet for at styrke den lokale dækning af valgkampen.
- Gravercenteret vil sammen med Analyse & Tal levere researchpakke til medierne om tonen på kandidaternes sociale medier-platforme.
- Danmarks Statistik leverer lokale datapakker om relevante fakta, der er relevante for borgere, journaliser og kandidater, så debatten i højere grad kan stå på et faktuelt grundlag.
- På otte workshops i hele landet får journalister inspiration til at dække valgkampen konstruktivt med oplæg fra Constructive Institute, Danmarks Statistik og lokale og regionale politikere.
- Alle kommercielle lokale og regionale medier fra KunMors og Lollands-Falsters Folketidende til Dagbladet Politiken, er allerede i gang med sammen at udvikle og dele ideer til på nye måder at engagere og oplyser også yngre vælgergrupper i et stort innovationsprojekt.
- Alle landets kandidater bliver inviteret til fire store bootcamps, der skal hjælpe dem med at føre valgkamp uden at skræmme vælgere væk. På møderne, der introducerer begrebet konstruktiv politik, deltager også tidligere borgmestre Jakob Bundsgaard og Lars Krarup, der begge sidder i styregruppen for projektet, Danmarks statistik, mediator Mikkel Gudsøe, meningsmålingsinstituttet Epinion og repræsentanter for den lokale presse.
- I ugerne op til selve valget arrangeres 10 valgfestivaler rundt i hele landet med et konstruktive debatter, livemusik og underholdning for at engagere vælgere – også børnefamilierne.
Kilde: Constructive Institute ved Aarhus Universitet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.