Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
322.000 sendte en blodprøve retur.
Foto: Vibeke Toft, Ritzau Scanpix

322.000 indsendte blodprøve - én procent havde antistoffer

Knap én pct. havde antistoffer i blodet i undersøgelsen "Vi tester Danmark".
16. DEC 2020 13.23
TEMA: Corona

322.000 danskere deltog i den store undersøgelse, "Vi tester Danmark", der skulle være med til at afdække udbredelsen af coronavirus i befolkningen.

Knap 1 ud af 100 havde antistoffer for coronavirus, hvilket indikerer, at de har været smittet. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Som en del af undersøgelsen fik man tilsendt en antistoftest, hvor man selv skulle stikke sig, tage en blodprøve og sende den retur.

Andelen med antistoffer er lavere end tidligere studier, hvor tallet har været omkring to pct.

- Det er umiddelbart et lavt tal, og de kommende analyser vil forhåbentlig kunne hjælpe os med at finde ud af baggrunden for dette, siger professor Kasper Karmark Iversen, der har arbejdet med undersøgelsen.

Flest i hovedstaden

Blandt de deltagende var det personer omkring København, hvor flest havde antistoffer i blodet.

Samtidig var der også en tendens til, at der var en større andel af antistoffer, jo ældre personen er.

I alt fik omkring 500.000 tilsendt testen i slutningen af september. Ud over at stikke sig selv skulle man også svare på et spørgeskema som en del af undersøgelsen.

Der har blandt flere eksperter været rejst kritik af, at de antistoftest, der blev brugt i undersøgelsen, er upræcise og ikke er godkendt til selvtestning.

Ifølge Statens Serum Institut har testen en følsomhed på 93 pct. Det vil sige, at hvis en tidligere smittet person tager testen, vil den i syv ud af 100 test ikke vise tegn på antistoffer - hvilket altså er en fejl.

Næste skridt i projektet er at teste sårbare personer. I den forbindelse vil forskerne bag "Vi tester Danmark" tilbyde test til 500 personer, der arbejder eller bor på herberger og væresteder i de større danske byer.

Ritzau