
I dag er det op til Folketinget at afgøre, om en sygdom kan kategoriseres som samfundskritisk. Og når det sker, kan alle indgreb i den såkaldte epidemilov bringes på banen.
Det kan eksempelvis være forsamlingsforbud og landsdækkende nedlukninger. Dog skal Folketinget spørges, når regeringen vil iværksætte et nyt indgreb i den kategori - altså parlamentarisk kontrol.
Men nu foreslår Sundheds- og Justitsministeriet i en evaluering af epidemiloven, at disse mekanismer ændres. Det skriver Jyllands-Posten i mandagens avis.
I sin evaluering konstaterer justitsministeriet, at der er et "meget stort spring" fra de afgrænsede restriktioner til den fulde pakke af indgreb, der kan bruges mod en samfundskritisk sygdom.
- Dette spring synes ikke helt at være overensstemmende med den reelle efterspørgsel på mulige restriktioner ved alment farlige sygdomme, som kan være udbredte dog uden at være samfundskritiske, skriver ministeriet ifølge avisen.
Derfor foreslås det at gøre det muligt at indføre krav om eksempelvis mundbind og coronapas mod sygdomme, der er defineret som værende alment farlige. Altså at flytte visse restriktioner over i en kategori, som ikke er under parlamentarisk kontrol, skriver Jyllands-Posten.
Støttepartier er skeptiske
Epidemiloven har været særlig aktuel under coronapandemien og er flere gange blevet lavet om under epidemien. Her blev der også nedsat et Epidemiudvalg. Inden sundhedsministeren opløfter en sygdom til samfundskritisk eller indfører regler, skal det præsenteres for udvalget. Her må der ikke være et flertal imod.
Kommunernes Landsforening, KL, bakker op om ministeriernes tanker. Men det er forudsat, at det "selvfølgelig er underlagt parlamentarisk kontrol" ifølge avisen.
Dog er Det Etiske Råd "meget skeptisk". Regeringens støttepartier er også skeptiske over for at slække på Folketingets kontrol med restriktionerne, skriver avisen.
I en mail til Jyllands-Posten skriver Sundhedsministeriets presseafdeling:
- Vi henviser til, at ministeren nu vil drøfte høringssvarene med Folketingets partier og på den baggrund vil overveje behovet for initiativer.
Her henvises til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.