Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Instruks om at spare på udsatte børn havde også chef på cc

Ankestyrelsen har endnu ikke besluttet, om der skal rejses tilsynssag mod Holstebro Kommune.

HOLSTEBRO: Instrukser fra sektionslederen i familieafdelingen i Holstebro om over en kam at spare på udsatte børn og unge blev ikke alene sendt til afdelingens sagsbehandlere, men havde også familie- og dagtilbudschefen på cc, skriver Jyllands-Posten.

De pågældende mails blev sendt i 2020 og blev siden af en af modtagerne videresendt til Ankestyrelsen. Det viste sig nemlig, at lederen, der havde sendt instruks med problematiske opfordringer om at spare på anbringelser og foranstaltninger, havde været ude i en tilsvarende sag i sit nye job i Guldborgsund Kommune, hvor en opfordring af samme slags er blevet vurderet som åbenlyst ulovlig.

Tre professorer i socialret og forvaltningsret vurderede over for Jyllands-Posten søndag, at lederen fra Holstebro med sine instrukser har handlet ulovligt, og at hans chef også har kendt til instrukserne uden at gribe ind giver også kritik.

Appel om medledelse

- Jo flere der har kendt til disse mails, jo mere alvorligt er det, siger John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, mens forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch vurderer, at "når chefen bliver sat på som c.c., kan man med rette forvente, at han har set det, og hvis han er uenig, kan man også med rette forvente, at han reagerer. Hvis han ikke har gjort det, er det de facto en blåstempling af, hvad der foregår."

I sit svar til Ankestyrelsen, der bad kommunen redegøre for sine handlinger i sagen, skrev direktør for Børn og Unge Susanne Ebdrup blandt andet, at hun ved flere lejligheder havde hørt den daværende familie- og dagtilbudschef understrege, "at økonomien aldrig må tilsidesætte den professionelle dømmekraft og lovmedholdelighed, men at han har appelleret til den enkelte rådgivers medledelse ikke kun på faglighed, men også på økonomi".

Ankestyrelsen oplyser til DK Nyt, at der endnu ikke er truffet beslutning, om der skal rejses en tilsynssag. Sektionslederen er siden blevet afskediget i Guldborgsund. Chefen, der var på cc, er i dag koncernchef i Skanderborg.