Ro i et parti kommer der jo også når der ikke er flere tilbage

Første gang Venstre havde en formand ved navn Ellemann-Jensen, gik det hverken værre eller bedre, end at hans første folketingsvalg som formand bød på en tilbagegang. Det var i 1987, og V gik fra 22 mandater til 19.

På valgaftenen fik han spørgsmålet: “Du blev formand for at sælge billetter. Solgte du dem ved udgangen?”, og det var så tilpas galgenhumoristisk, at han ikke helt kunne holde masken, men udstødte en slags grinelyd. Selvom det må have været en alt andet end morsom situation at stå i.

Det var Uffe. Sønnen Jakob bliver næppe spurgt om det samme, alene af den grund at han ikke blev formand for at sælge billetter. Han blev det for at skabe ro i partiet, så spørgsmålet til ham må være mere i retning af, om roen skal skabes ved, at der ikke er flere tilbage. Også for ham er det en alt andet end morsom situation at stå i.

Fire afhoppere fra samme parti i løbet af en halv valgperiode er noget, der bringer mindelser om Fremskridtspartiets kaotiske opløsningsfase, eller lidt mere nutidigt Ny Alliances serielle afskalning og efterfølgende forsvinden. Det virker efterhånden komisk vedblivende at omtale Venstre som “det store dyr på savannen”, med mindre der tænkes på en såret elefant, hvis stødtænder krybskytter har savet af.

Den første der forsvandt var Marcus Knuth, der gik til ærkerivalen De Konservative. Næste var eks-formand Lars Løkke Rasmussen, hvis farvel burde være en lettelse, fordi han udpræget ikke var til sinds at acceptere sin skæbne. Det blev det måske også efter nogen tid, en lettelse, men i nogen tid var det nærmere en opvisning i det gamle politiske ordsprog om forskellen på at stå inde i et telt og pisse ud, eller stå udenfor og pisse ind.

Både Løkke og den næste afhopper Inger Støjberg holder deres eventuelle fremtidige partitilhørsforhold flydende, men den fjerde i rækken, Britt Bager, har ligesom den første taget hele turen over til De Konservative. En tidligere politisk ordfører afhoppet til det førende rivalparti er noget, der svier, selvom forklaringen på skiftet virker som minimum påvirket af situationens krav på en begrundelse. Det forekommer, at en lidt mindre politisk begrundelse også kan have spillet ind, nemlig den statsrevisorpost, som hun blev frataget inklusiv det årlige honorar i 300.000 kr.’s-klassen oven i folketingsvederlaget. Den slags ting tæller i partiloyalitetsregnskabet.

At posten er givet til Troels Lund Poulsen, hvis ministereftervederlag er løbet ud, er i den sammenhæng en teknikalitet. Tidligere er nøjagtig samme manøvre udført i Socialdemokratiet, hvor Henrik Sass Larsen i en tilsvarende situation overtog statsrevisorpost inklusiv honorar midt i en udpegningsperiode, og tilbage i tiden, da Ritt Bjerregaard var socialdemokratisk gruppeformand, vedgik man helt åbent, at hendes samtidige statsrevisorpost skulle tjene som en slags aflønning for gruppeformandsposten.

Men alt sammen er det blot teknikaliteter. For Jakob Ellemann-Jensen er i realiteten alene, at valgresultatets 43 V-mandater er skrumpet til 39, og at det næste valgresultat ifølge temmeligt enige meningsmålinger står til at blive noget, der ligner faderens mere end forgængerens. Ikke ideelt for roen i en gruppe, hvis medlemmer kan se rundt på hinanden og tælle, hvor mange af dem der vil mangle i kredsen, når den tid kommer.

Foruden de fire, der har fundet fremtidsudsigterne lysere uden for Venstre, kommer også endnu en tidligere næstformand, Kristian Jensen, som dog ikke har svigtet sit parti, men i stedet er søgt helt udenfor Folketinget for at skabe sig en fremtid dér. Et midlertidigt job ganske vist, men man skal starte et sted, og han er jo vant til vilkårene.

Politiske lederposter er jo pr. definition også midlertidige.