Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Et farligt spil for Venstre

KLUMME Forsøgene på politisk overruling af juraen har allerede fundet sted i rigeligt mål.
10. SEP 2020 6.02

Da Tamilsagen rullede for et kvart århundrede siden, blev den kaldt sådan af alt og alle, bortset fra Weekendavisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, der foretrak betegnelsen Hansen-gate. En for så vidt ganske rimelig personalisering i forhold til gerningsmanden i stedet for at lade ofrene hænge på betegnelsen, men også en tabt kamp. Alle husker i dag kun Tamilsagen.

Nutidens pendant kunne man passende kalde Støjberg-gate, af flere grunde. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister er selv helt klar over, at ord betyder noget, og derfor kalder hun konsekvent Instrukskommissionen for Barnebrudskommissionen, selvom den ikke er nedsat for at undersøge nogen substans vedrørende de såkaldte barnebrude, men substansen vedrørende sagsbehandlingen og, ja, netop instruks(er) om samme.

Foruden den sproglige parallel mellem de to sager er der naturligvis også den åbenlyse statsretlige: Kan en minister gøre, hvad han/hun lyster, uanset hvad der måtte stå i diverse love, hvis bare der er politisk opbakning? I forhold til ministeransvarlighedsloven er svaret enkelt: Ja, det kan en minister, af den grund at det er regeringen eller Folketinget, der i givet fald skal rejse en tiltale for Rigsretten.

Ideen er selvfølgelig, at politik først og fremmest skal håndteres politisk, og det var kun Erik Ninn-Hansens indædte stædighed, der gjorde, at hans tvivlsomme politiske håndtering endte med at blive en (delvis) juridisk sag. Indtil videre har Inger Støjberg udvist, hvad man kunne kalde en lidt mere smidig stædighed, der ikke på samme måde har kurs direkte mod en rigsretssag. Så selv om parallellen er der, vil den ikke nødvendigvis holde hele vejen.

Men der er yderligere en i vid udstrækning upåagtet parallel mellem de to sager, nemlig den politiske skade, der blev/vil blive forvoldt på de to's partier.

I rigsretsdommen dengang tilsagde juraen glasklart, at "Erik Ninn-Hansen i perioden fra midten af juni 1988 til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989 i strid med udlændingelovens §9 har fastholdt beslutningen om at berostille de tamilske familiesammenføringssager og derved forsætligt og på strafbar måde har tilsidesat de pligter, der påhvilede ham efter loven og hans stillings beskaffenhed". Alligevel var der et mindretal på fem af de politisk udpegede rigsretsdommere, der fuldstændig ujuridisk ville frifinde ham med den begrundelse, at "Erik Ninn-Hansen måtte som minister og folketingsmedlem lytte til, hvad der rørte sig i befolkningen".

Noget af en melding fra et lov-og-orden-parti, og ikke en melding, som konservative vælgere brød sig om at høre fra deres parti, uanset mulig personlig sympati for hovedpersonen. Det er ikke nogen tilfældighed, at K på det tidspunkt kom ind i en vælgerkrise, som partiet først nu er på vej ud af.

Nu repræsenterer Inger Støjbergs parti Venstre ikke på samme måde inkarnationen af lov og orden, men det er dog et borgerligt parti med formodet reverens for de klassiske borgerlige dyder, hvortil lovlydighed som bekendt hører. Alligevel ser man fra partifæller en gentagelse af mønstret med total tilsidesættelse af det juridiske indhold i sagen og et fokus udelukkende på, at Inger Støjberg "måtte som minister og folketingsmedlem lytte til, hvad der rørte sig i befolkningen", som man kunne sige med et lån fra Tamilsagens dommermindretal.

I modsætning til Erik Ninn-Hansen har Inger Støjberg stadig en fair mulighed for at styre fri af en rigsretssag, men i modsætning til dengang har vi nu sociale medier, hvor alle kan kommentere alt i realtid. Forsøgene på politisk overruling af juraen har allerede fundet sted i rigeligt mål, ikke alene i den løbende debat, men også overfor kommissionen, hvor hovedpersonens bisidderadvokat, partifællen Nicolai Mallet, har forsøgt at beklikke både kommissionens udspørger og dens formand.

For Venstre er det et farligt spil. Det er ingen naturlov, at V skal være større end K, det er noget, der kom til efter Hansen-gate. Før var det over lange stræk omvendt, og hvis K igen efter Støjberg-gate bliver bedste bud på et hjemsted for de borgerlige dyder, kan det blive sådan igen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job