For at undgå en spildt vaccine stod Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), klar med overarmen, da der blev en dosis i overskud, da han omkring nytår overværede de første stik blive givet i Middelfart. Dermed blev han en af det første vaccinerede borgere i kommunen, men det har han selv kaldt usædvanligt dårlig dømmekraft og undskylder på Facebook.
Derfor vil han nu have en snak med kommunens sundhedsberedskab om, hvordan man bedst muligt forbereder sig til en situation, hvor der er flere doser i hætterne, og har borgere i de rette målgrupper klar. Det skriver han på Facebook.
"Som borgmester skulle jeg have sagt nej tak, da jeg blev spurgt, for jeg har en helt særlig rolle som tillidsvalgt og bør altid stille mig selv bagerst i køen. Men lad mig slå fast: Jeg bakker fuldt og helt op om frontpersonalet, der gør en kæmpe indsats for at få os alle sikkert ud på den anden side," skriver han bl.a.
Høje-Taastrups Michael Ziegler efterlyser samme snak i sin kommune, så dilemmaet ikke opstår, skriver sn.dk. Her er han ude med riven, efter at fem ledere i hjemmeplejen er blevet vaccineret før det ansatte frontpersonale.
Derfor ville han ønske, at kommunens liste var endnu længere efter myndighedernes anbefalinger, og at kommunen fulgte den officielle vaccinationskalender til punkt og prikke.
Kalenderen er opdateret i fredags, men i går varslede statsministeren, at der skal en ny rækkefølge til, og at borgere ned til over 50 år måske skal lige så langt frem i køen som 65+-årige.