ESBJERG: Den ene socialdemokrat i plan- og miljudvalget er "en stædig brokrøv" og den anden en svag mødeleder, der ikke kan holde snakken inden for dagsordenen, så møder trækker unødigt ud. Det er hovedangrebspunkterne i en mail fra udvalgets tre V-medlemmer, som lidt usædvanligt er offentliggjort som bilag til dagsordenen for seneste udvalgsmøde.
De farverige udtryk er dog først kommet til i udtalelser til JydskeVestkysten, hvor Kurt Bjerrum (V) desuden beklager, at mailen er offentliggjort, i stedet for at man kunne have taget snakken inden døre i udvalget. Hertil svarer Hans Erik Møller (S), ham der kaldes en stædig brokrøv, at når Venstre vil have en sag på dagsordenen, så skal mailen med som bilag. Hvis ikke skulle V have bedt om en snak uden for dagsordenen.
Et af mailens angrebspunkter er, at for meget skal føres til referat.
"Vi har tidligere haft en fælles forståelse omkring orienteringssager, at der bare skulle stå drøftet i referatet. Det gælder åbenbart ikke mere. Skal vi alle have ønsker om, at man bare for en sikkerheds skyld vil have citater med, så bliver det for os at se ret håbløst," hedder det.
Om det, og udvalgets behandling af det øvrige indhold i dagsordenspunktet, står der i mødereferatet blot: Drøftet.
Tidligere har også både børne- og familieudvalget og Esbjerg Byråd haft problemer med samarbejdet i en grad, så eksterne konsulenter har været kaldt ind for at få det hele på gled. Plan- og miljudvalgudvalgsformand Karen Sandrini (S), hende der kaldes en svag mødeleder, afviser overfor JydskeVestkysten, at det bliver nødvendigt i denne sag.
Hun peger overfor avisen på, at coronavilkårene med digitale møder har "gjort det virkelig svært at kommunikere", idet hun henviser til, at "man siger, at 90 pct. af al kommunikation er kropssprog, og det har coronaen i vidt omfang lukket af for lige nu".
Der planlægges nu et fysisk møde med afskærmninger i byrådssalen, så udvalget kan få talt ud om sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.