Verdo nedskriver værdien af kraftvarmeværket og fjernvarmenet 
Det er Verdos varmeværk på havnen i Randers, som det lokale forsyningsselskab har besluttet at nedskrive med 464 mio. kr.
Foto: Finn Byrum, Ritzau Scanpix

Forsyning:
Verdo nedskriver værdien af kraftvarmeværket og fjernvarmenet 

Beslutningen om nedskrivningen er foretaget i forbindelse med en verserende tilsynssag om afskrivningsgrundlaget for kraftvarmeværket og fjernvarmenettet i Randers. Nedskrivningen indebærer ikke, at der skal tilbageføres penge til varmeforbrugerne.
19. NOV 2020 19.35

RANDERS: Forsyningsselskabet Verdo nedskriver værdien af kraftvarmeværket og fjernvarmenettet.

Verdos beregninger viser, at nedskrivningen bliver på ca. 464 mio. kr.

Verdos repræsentantskab er orienteret om beslutningen på det ordinære møde i dag torsdag, fremgår det af en pressemeddelelse.

Beslutningen om nedskrivningen er taget i forbindelse med en tilsynssag, hvor Forsyningstilsynet behandler spørgsmålet om, hvilke anlægsværdier der kan indgå i afskrivningsgrundlaget.

For høj værdi

Verdo har i forbindelse med sagen konstateret, at der tilbage i år 2000 i forbindelse med stiftelsen af Verdo Varme A/S og Verdo Produktion A/S (tidligere Energi Randers) blev foretaget en opskrivning af de anlægsværdier, der kan indregnes i varmeprisen.

- Mens vi har fået undersøgt sagen, er vi blevet vidende om, at de oplyste anlægsværdier ved Verdos stiftelse var for høje. Nedskrivningen er besluttet, så vi får bragt orden i dette forhold, siger Jakob Flyvbjerg Christensen, adm. direktør i Verdo.  

Det er Verdos forventning, at nedskrivningen korrigerer for de historisk opskrevne værdier, så afskrivningsgrundlaget bliver bragt i overensstemmelse med varmeforsyningsloven.

Ingen penge retur

Verdos beregnede nedskrivning på ca. 464 mio. kr. indebærer ikke, at der skal tilbageføres penge til varmeforbrugerne. Verdo afventer dog fortsat en afslutning af sagen hos Forsyningstilsynet, hvilket forventes inden for de næste måneder.

Nedskrivningen vil endvidere have indvirkning på koncernens resultat for 2020.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev