Festuge tæt på aflysning - kulturrådmand vil stemme for
Festugehygge i Rådhusparken sidste år - i år bliver festugen formentlig enten aflyst eller stærkt beskåret.
Foto: Martin Dam Kristensen, Aarhus Festuge

Festuge tæt på aflysning - kulturrådmand vil stemme for

Både kulturrådmanden og flere partier i Aarhus foreslår at aflyse den årlige festuge.

SENESTE: FESTUGEN ER AFLYST. Læs mere her.

På mandag har Aarhus-borgmester og festuge-formand Jacob Bundsgaard (S) indkaldt til ekstraordinært møde i Aarhus Festuges bestyrelse om, hvorvidt festugen skal gennemføres helt eller delvist eller aflyses.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) oplyser torsdag formiddag, at han på mødet vil stemme for en aflysning.

- Det vigtigste er borgernes sikkerhed. Vi skal have styr på coronaudviklingen i Aarhus og hele det danske samfund. Hvis der er den mindste tvivl, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre, så skal vi aflyse, siger han.

Venstre vil aflyse

Også Venstre presser på for en aflysning.

- I Aarhus er gymnasielever ikke i skole, og virksomheder sender medarbejdere hjem. Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at aflyse Aarhus Festuge, siger Hans Skou, politisk ordfører for Venstre, til  Ritzau.

Han har ellers tidligere bakket op om at gennemføre festlighederne.

Også  SF's børne- og ungerådmand, Thomas  Medom (SF),  har i flere dage talt for at aflyse festugen.

Åbningskoncert er aflyst

Arrangørerne af festugen har sagt, der vil være stor fokus på coronasituationen, og at alle de gældende retningslinjer vil blive fulgt. Åbningskoncerten er aflyst, de fleste arrangementer vil foregå udendørs, og der er skrappe krav til, hvor mange der må samles.

Meldingen fra Jacob Bundsgaard onsdag var, at man på mødet mandag vil forholde sig til, hvad Folketingets partier når frem til med hensyn til genåbningens fase 4, og at man desuden henter råd  og vejledning hos sundhedsmyndighederne.

Rabih Azad-Ahmad (R) opfordrer de statslige myndigheder til at komme med klarere og bedre anvisninger til kulturlivet.

- Byens mange kulturinstitutioner ved ikke, hvad de skal rette sig efter, hvis ikke det er tilstrækkeligt at overholde de krav, der kommer fra de statslige myndigheder. Det er nu, myndighederne må komme på banen med entydige og klare meldinger, siger han.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev