VORDINGBORG: 3. december udstedte Vordingborg Kommune et forbud til den italienske hovedentreprenør på opførelsen af den nye Storstrømsbro, Storstrøm Bridge Joint Venture, mod at lægge flyveaske på arealet på Masnedø syd for Vordingborg.
Det skete på baggrund af, at italienerne i et depot havde samlet en for stor mængde af det miljøbelastende affald, i forhold til hvad kommunen har givet tilladelse til. Flyveasken flød derfor ud over depotet og røg ned i havet og skabte forurening.
Men et standsningspåbud var ikke nok. Vordingborg Kommune har i samme ombæring politianmeldt konsortiet, hvorfor sagen nu er en straffesag. Det viser en anmeldelsesrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som TV2 Øst har fået aktindsigt i.
Her fremgår det, at anmeldelsen blev indgivet den 5. december, og at straffesagen er verserende.
Tilbage i november løftede Vordingborg Kommune for første gang pegefingeren over for konsortiet i form af en indskærpelse for brugen af flyveaske, der bliver brugt som fyldmateriale i forbindelse med vejbygning samt i cement, beton og gasbeton. Asken består af finkornede partikler, der bliver udskilt fra røggasserne fra kulfyrede kraftværker, og indeholder en række tungmetaller.
Storstrøm Bridge Joint Venture afviser at stille op til interview med TV2 Øst, men skriver i en mail, at det har noteret sig politianmeldelsen.
- Vi har noteret os, at Vordingborg Kommune har anmodet Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om, at der indledes efterforskning og eventuelt rejses tiltale for oplægning af flyveaske og jord på Vordingborg Havns etape 3B. Vi står naturligvis til deres rådighed.
- Vi har i begyndelsen af december tilført miljøområdet ekstra ressourcer, blandt andet i form af et rådgivende ingeniørfirma, så vi er sikre på at efterleve de myndighedskrav, vi bliver stillet overfor.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed (S).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.